Great Danes-kæmperen Sigurd Rømer har meldt sig klar til snart at vende amatørtilværelsen ryggen til fordel for en professionel karriere.
Læs også: Great Danes-talent klar til pro-karriere: “Føler det er et naturligt skridt”
Selv føler Rømer at timingen er helt rigtigt – og hos MMA GALLA, hvor Rømer har kæmpet stort set alle sine amatør-kampe, er pro-promotor Otto Sparre Knudsen helt enig i den betragtning.
“Ja, det vil jeg mene, han er helt klar til. Sigurd har et sindssygt højt niveau, og han er en super spændende kæmper, der har den nødvendige erfaring også efterhånden,” lyder de rosende ord fra Otto Sparre Knudsen.
Finalesejr giver tre pro-kampe
Når kalenderen rammer første lørdag i september, kan det være pro-kontrakten kommer helt af sig selv.
Sigurd Rømer er nemlig i finalen ved MMA GALLA’s store amatørturnering, Victory Tournament, og skulle han besejre sin svenske finale-modstander, August Jacobsson, når de to står ansigt til ansigt den 6. september i Brøndby Hallen, så venter der både 15.000 kroner og en flerkamps-kontrakt som professionel.
“Vinderen får en pro-kontrakt, hvor vi garanterer tre kampe. Så hvis han vinder, så giver det sig selv,” siger Otto Sparre Knudsen.
Læs også: Landstræneren har sit VM-hold på plads: Her er de danske kæmpere
Og selvom Great Danes-kæmperen skulle tabe finalen, så vil MMA GALLA formentlig stadig stå klar med muligheden for en professionel kontrakt.
“Det vil vi formentlig tilbyde ham under alle omstændigheder. Sigurd har så højt et niveau og er så spændende en kæmper, at han både publikumsmæssigt og sportsligt er super interessant,” siger MMA GALLA-promotoren.
Finalen ved Victory Tournament udkæmpes som en del af MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen, der afvikles den 6. september.
Læs også: To måneder før historisk MMA GALLA: “Et af de stærkeste fightcards nogensinde”
Her har MMA GALLA allerede præsenteret syv pro-kampe og fire amatørkampe, inklusiv altså Sigurd Rømers finalekamp ved Victory Tournament.





