Sixten Barlby skal i aktion igen, når MMA GALLA den 3. oktober rammer Brøndby Hallen.
Renegade MMA-talentet var i aktion så sent som i den forgangne weekend i Odense, hvor Barlby tabte sin kamp til19-årige Hamza Alnemer fra Fight Team Kolding på en armbar-submission i første runde – et nederlag, der tydeligt frustrerede den talentfulde dansker.
Nu kan Barlby så gå i skarp træning frem mod den 3. oktober, hvor Renegade MMA-fighteren allerede har en modstander på plads i Brøndby.
Det bliver Saifullah Abubakarov fra norske Larvik Combat Center, som den 20-årige dansker skal op imod.

Det er begrænset med viden, vi har om Abubakarov, men vi kan dog se, at han har flere kampe ved mindre stævner i Norge, hvor han blandt andet har sejre på submission.
Opgøret mellem Barlby og Abubakarov afvikles i fjervægt op til 65,8 kilo ved MMA GALLA vol. 33 i Brøndby Hallen den 3. oktober.



