Danmarks kampsportsunivers

Tegllund efter hård pro-debut: Fejrede sejren med at tage direkte hjem i seng

Mathilde Tegllund vinder sin pro-debut ved MMA GALLA vol. 28. Foto: Mikkel Oppendieck Preisler

Mathilde Tegllund stod lørdag aften i buret i Sydbank Arena i Odense til sin første kamp som professionel MMA-kæmper.

Efter en intens og udmarvende kamp mod den hidtil ubesejrede franske fighter Ludmilla Scurco endte Tegllund med at få armene løftet i triumf efter en enstemmig afgørelse.

Læs også: Stor MMA GALLA-reportage: Dansk choknederlag, lynsejr og vild Tegllund-prodebut

Men den 21-årige danske pro-debutant var langt fra sikker på sejren, fortæller hun til Fighting.dk.

“Det var noget helt specielt at tage sejren. Jeg var slet ikke sikker på den. Når man står i buret, kan man godt være lidt rundt på gulvet, så det var en helt vanvittig følelse, da det var mig, der fik løftet armene,” lyder det fra Mathilde Tegllund, der allerede på vej i buret kunne mærke, at stemningen ved pro-debuten var anderledes, end hun tidligere har oplevet.

“Der var helt vild god stemning, og det var vildt at mærke, hvordan hallen ligesom bare råbte ind én,” fortæller Tegllund om den massive opbakning fra lægterne, hvor særligt et lille hjørne med lyserøde Tegllund-trøjer ikke sparede på stemmebåndene.

Overraskende afslappet
Selvom det var hendes første kamp som pro-kæmper, var der – overraskende nok – ikke særlige nerver op til kampen.

“Jeg følte mig egentlig klar og indstillet på, at det var det, der skulle ske. Jeg var faktisk overraskende afslappet,” husker Mathilde Tegllund om optakten til debut-kampen.

Som professionel skulle Mathilde Tegllund nu for første gang nogensinde kæmpe runder af fem minutters varighed frem for de tre minutter, man kæmper som amatør.

Læs også: Tegllund inden historisk pro-debut: “Vil vise det ikke var en forhastet beslutning”

Men cardioen viste sig at holde fint, og særligt i tredje runde fik danskeren overtaget mod sin ellers hårdføre franske modstander.

“Jeg synes, det var fedt at gå alle 15 minutter. Så er jeg sikker på, at det kan jeg godt, og det kan min kondi godt klare.
Især når det var en kamp med meget wrestling. Det, føler jeg, er noget af det hårdeste, der overhovedet er,” lyder det fra landets eneste kvindelige MMA-pro.

Mathilde Tegllund så periodevist i anden runde presset ud, og særligt et moment gav hende også en lille forskrækkelse.

“Hun (Ludmilla Scurco, red.) forsøger sig med en kneebar, hvor jeg virkelig får strukket mit baglår godt og grundigt ud,” fortæller Tegllund om de døende sekunder af anden runde.

Helt smadret
Fra Fighting.dks pladser ringside lignede det, at Tegllund humpede en anelse ud til pausen mellem anden og tredje runde. Men Renegade MMA-fighteren fik alligevel overtaget i kampens sidste fem minutter, og her et par dage senere har både knæ og lår det fint.

“Heldigvis er der ingen skader, så det er dejligt,” lyder det fra Tegllund, der erkender, at kampen tog hårdt på hende.

“Sejren blev fejret med, at jeg blev kørt hjem i min seng, for jeg var helt smadret,” lyder det med et grin fra Tegllund.

Den 21-årige dansker har allerede indstillet sigtekornet på sin anden professionelle kamp – og hun ved godt, hvor og hvornår hun gerne vil i buret igen.

“Håber meget, jeg kan kæmpe på hjemmebane i Brøndby til marts. Det er altid fedt at kæmpe på hjemmebane,” siger Renegade MMA-kæmperen om det kommende MMA GALLA vol. 30, som finder sted i Brøndby Hallen den 28. marts 2026.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.