Mathilde Tegllund skrev fredag under på en længere kontrakt med MMA GALLA, og er altså klar til at indtage de professionelles rækker.
Efter sin sejr over Aurora Jokelainen sagde Tegllund ellers til Fighting.dk, at hun ikke skulle være prof lige foreløbig. Men en enkelt sejr senere er hun altså kommet på andre tanker.

MMA GALLA vol. 25 præsenteres i samarbejde med Expekt.
Find alle odds på MMA GALLA vol. 25 hos Expekt.
Expekt har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
18+ | stopspillet.dk | regler og vilkår gælder | Selvudelukkelse: Rofus.nu
“Jeg havde et par samtaler med min træner Nicolai (von Bülow red.), og sammen besluttede vi, at det var det rigtige skridt at tage. Så stod MMA GALLA klar med en kontrakt, og så kan man næsten ikke sige nej,” fortæller Mathilde Tegllund til Fighting.dk.
Da vi spørger, om der var andre promotions inde i billedet, bliver svaret lidt vævende fra Renegade-fighteren.
“Der var egentlig ikke nogen tvivl om at MMA GALLA var det rigtige valg. De har altid behandlet mig godt som amatørkæmper, og de har altid vist, at de er til at arbejde med. Så det var egentlig ikke et svært valg.”
Skal en vægtklasse ned
Mathilde Tegllund glæder sig selvfølgelig til at blive professionel, også selv om det kommer til at kræve endnu mere dedikation, end hun hidtil har skulle mønstre.
“Det jo klart at der skal trænes en del mere, da det nu er tre gange fem-minutters runder, i stedet for tre gange tre. Det er jo også fluevægt nu, så der skal endnu mere fokus på kosten,” siger Mathilde Tegllund, som altså skal fra sin vante vægtklasse bantamvægt og ned i fluevægt.
Til gengæld er der en anden af de ting, der ofte fylder mere hos de professionelle, som hun ikke har tænkt sig at fokusere mere på.
“Jeg håber ikke, der kommer mere trashtalk, da jeg simpelthen ikke tror, jeg kan holde masken til det. Men nu må vi se.”
Vil leve af det en dag
Næste år er det 10 år siden, at Danmark fik sin første kvindelige kæmper i UFC. Anna Elmose opnåede to kampe i verdens førende MMA-promotion. Siden har ingen dansk kvinde været i nærheden.
Mathilde Tegllund er ikke så specifik omkring, hvor hun gerne vil se sin karriere fortsætte efter de kommende seks kampe for MMA GALLA, men det ultimative mål står klart.
“Drømmen er jo at kunne leve af det en dag, men jeg ved også det kræver hårdt arbejde og disciplin. Men jeg er glad for at MMA GALLA hjælper mig på vej, siger Mathilde Tegllund.
Tegllund ventes af få sin profdebut i det sene efterår.