De dansk-armenske boksebrødre Nikolai og Sebastian Terteryan skal begge i ringen igen den 22. august. Det fremgår af boksedatabasen BoxRec.
De 24-årige tvillingebrødre har for alvor gjort sig bemærket, siden de sidste år skrev under med det velrenommerede Golden Boy Promotions, der blev grundlagt af bokselegenden Oscar De La Hoya.
Særligt Nikolai Terteryan har fået en imponerende start på sin professionelle karriere. med tre sejre i tre kampe – alle vundet på knockout. Senest stoppede han amerikanske DePriest Johnson, der blev sendt i gulvet og talt ud efter blot 32 sekunder.
Også tvillingebroren Sebastian er en del af Golden Boy-stalden. Den tidligere danske landsholdsbokser, der i 2024 blev nordisk mester, er også ubesejret efter at have vundet sin hidtil eneste prof-kamp i sikker stil.
Det fremgår endnu ikke, hvem hverken Nikolai eller Sebastian Terteryan skal møde, når stævnet den 22. august afholdes i Santa Monica i Californien, arrangeret af Bash Boxing.



