Danmarks kampsportsunivers

Thor Iversen klar til titelkamp på hjemmebane: “Det er min aften”

Thor Iversen fejrer en sejr tidligere i karrieren. Ved FG Fight 27 skal han kæmpe titelkamp. Foto: Sophie Danty Rügge

Thor Iversen kan se frem til en helt særlig aften, når FG Fight Nights store 20-årsjubilæumsstævne løber af stablen lørdag i Humlehøj Hallen i Sønderborg.

Metanoia-fighteren skal nemlig i buret til en titelkamp i letsværvægt mod Pawel Kooper fra Esbjerg Fightcenter – og det oven i købet på hjemmebane, da Metanoia netop holder til i Sønderborg.

Læs også: Danmarks ældste MMA-promotion fejrer 20 år med sydjysk titelbrag

Og muligheden greb Iversen uden tøven, da den bød sig.

“Jeg har faktisk længe gerne villet kæmpe, så da de ringede og tilbød mig en kamp, var jeg selvfølgelig ikke i tvivl. At det så samtidig blev en titelkamp, gør det bare endnu federe. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i buret,” fortæller Thor Iversen til Fighting.dk.

Klar til at give den gas
Netop det, at kampen foregår i hans egen by, gør aftenen ekstra speciel for Metanoia-fighteren.

“Som Metanoia-fighter er det fedt at kunne kæmpe på et lokalt event, og især når det foregår i min egen hjemby. Jeg er klar til at give den gas og vise, hvad jeg kan foran hjemmebanepublikummet,” siger han.

Læs også: FG Fight Night: Sønderborg-fighter får kamp ved weekendens jubilæumsstævne

Kampen mod Kooper er ikke et helt nyt bekendtskab. Opgøret skulle nemlig oprindeligt have været afviklet i MMA GALLA-regi, men blev dengang aflyst – noget, der ærgrede Iversen.

“Jeg var ret ked af, at kampen dengang blev aflyst, fordi det var en kamp, jeg havde set rigtig meget frem til. Så jeg glæder mig selvfølgelig ekstra meget til at få den nu. Jeg føler mig maks forberedt, både fysisk og mentalt, så jeg er klar til opgaven,” fortæller Iversen.

Og danskeren lægger en simpel plan for aftenen.

“Jeg har tænkt mig at gøre det meget simpelt: Jeg går ind og tager kampen fra start til slut. Når klokken ringer, er det min aften. Hvordan det ender, må vi se på lørdag,” siger Thor Iversen.

Han får desuden god hjælp med i hjørnet, når FG Fight Night 27 løber af stablen lørdag aften i Humlehøj Hallen i Sønderborg. Her står nemlig Iversens storebror, Mikkel ‘Bigboss’ Iversen, klar til at guide ham gennem titelkampen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.