Danmarks kampsportsunivers

Tidligere UFC-stjerne anholdt for fuldskab: “Jeg arbejder på mig selv”

Dustin Poirier i buret under sin aktive karriere. Foto: Louis Grasse/PxImages Louis Grasse / SPP

Det blev en weekend, Dustin Poirier nok helst vil glemme.

Den 37-årige tidligere UFC-stjerne blev nemlig søndag aften anholdt i den amerikanske delstat Georgia og sigtet for “public drunk” – altså offentlig beruselse.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt TMZ.

Ifølge mediet blev Poirier anholdt klokken 18.38 lokal tid og løsladt igen samme aften kort efter klokken 22 – men amerikaneren måtte mandag morgen møde op i retten til et indledende retsmøde.

Offentlig beruselse kan i Georgia straffes med op til et års fængsel og en bøde, hvis man kendes skyldig.

Omstændighederne bag selve anholdelsen er endnu ikke oplyst, men Poirier har efterfølgende reageret kortfattet på sociale medier.

“Elsker jer alle. Jeg arbejder på mig selv,” skrev han på Instagram.

Poirier, der gik på pension sidste år, er en af sin generations største navne i letvægt.

Amerikaneren nåede at blive interum UFC-champ, men tabte sine to forsøg på den rigtige titel til både Khabib Nurmagomedov og Charles Oliveira. Mest kendt er han dog nok for sin rivalisering med Conor McGregor. De to nåede at møde hinanden tre gange, hvor Poirier vandt de to seneste.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.