Danmarks kampsportsunivers

Titelkamp på plads: Mads Burnell møder UFC-veteran i kamp om Airtox Dominance-bæltet

Mads Burnell i buret i Arena Randers. Foto: Airtox Dominance

Der blev onsdag teaset for en titelkamp ved det kommende Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen den 17. oktober.

Læs også: Efter historisk Jankovic-triumf: Airtox Dominance varsler ny titelkamp i KB Hallen

Og nu har Mark O. Madsen og kompagni så meldt ud, hvem der får fornøjelsen af at kæmpe om Airtox Dominance-bæltet.

Måske ikke så overraskende er det den danske MMA-stjerne Mads Burnell, som bliver den ene del af den nu annoncerede titelkamp. Burnell gjorde comeback på dansk grund efter mere end syv års fravær, da han for små to uger siden headlinede Airtox Dominance 7.0 i Arena Randers – og efter en overlegen submissionsejr mod Araik Margarian luftede Burnell muligheden for flere kampe for den danske promotion.

Det får Mads Burnell så nu, hvor en titelkamp i fjervægt venter – men modstanderen er bestemt ikke noget ubeskrevet blad i international MMA.

Burnell møder nemlig amerikanske Westin Wilson (19-11), der har 30 professionelle MMA-kampe på cv’et.

Wilson har blandt andet kæmpet fire gange i UFC med én sejr og tre nederlag som resultat. I UFC har han mødt stærke navne som Jean Silva, der er main eventer i weekenden ved Noche UFC – så Burnells modstander har mødt toppen af den internationale fjervægt.

Mads Burnell har dog også selv et særdeles fremragende palmares med kampe og store sejre i organisationer som UFC, PFL og Bellator.

Den 32-årige dansker er desuden tidligere champ i Cage Warriors, og den 17. oktober skal Burnell altså se, om han i KB Hallen kan sikre sig Airtox Dominance-bæltet til samlingen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.