Med nederlaget til Sean Brady i weekenden afgik Gilbert Burns ambition om at vinde en UFC-titel formentlig ved døden. Brasilianeren fik tilkæmpet sig en chance mod Kamaru Usman i 2021, men selv om han satte champen på halen, var det ham selv der endte med at blive stoppet. Burns bristede drøm giver dog anledning til at se tilbage. For hvem er de 10 bedste UFC-kæmpere, der aldrig har vundet et bælte? Fighting.dk har skriblet vores bud ned på en liste, og inden du flipper ud er der et par kriterier. Interim-bælter bliver medregnet som gyldige titler, så du finder hverken Tony eller Dustin på denne liste. Den tæller kun kæmpere med UFC-fortid, og kun kæmpere, der ikke længere er på kontrakt.
Nr. 10: Alistair Overeem
Kan man godt have en mand med på listen, der har en rekord for flest knockout-nederlag? Det kan man godt, når mandens meritter overgår de mange ture på langs. Alistair Overeem har rekorden for flest nederlag på knockout, på tværs af alle Zuffas fire store forbund: UFC, Price, Strikeforce og WEC. 13 af slagsen er det blevet til. Men det er bagsiden af historien. Forsiden viser en enormt flot kampsportskarriere, der har budt på store øjeblikke på alverdens største scener. Ikke mindst i UFC hvor Overeem lossede døren ind med et spark på monsteret Brock Lesnars lever, der slagtede den tidligere mester på under to et halvt minut. Senere fulgte sejre over fire andre tidligere sværvægtsmestre. Men også et nederlag den ene gang, hvor det lykkedes Overeem at få en titelchance. Stipe Miocic leverede den niende af Overeems 13 knockouts i karrierens største kamp. Senere fulgte flere nederlag, men også flotte sejre hvor flere af de nye monstre som Sergei Pavlovich blev sat på plads.
Nr. 9: Donald Cerrone
Rekordernes konge. Det kan godt være, de ikke allesammen står endnu, men ‘Cowboy’ satte mange af dem. Fighteren Donald Cerrone var en mand, der om nogen leverede uforglemmelige øjeblikke i bundtvis. Det kan undre mig lidt, at UFC ikke bruger ham til mere efter hans pension. Måske vil han bare hænge ud på sin ranch og være i fred. Han kæmpede to gange om WEC’s letvægtstitel og en enkelt gang om interim-bæltet, inden han kom til UFC. Her lykkedes det også at fremtvinge en titelkamp, hvor han dog blev stoppet af Rafael Dos Anjos. Sagt lidt hårdt, er det også en del af fortællingen om Cerrone. At han snublede på opløbsstrækningen, når det var ved at blive rigtig sjovt. Men trods det manglende metal, og hans afsluttende syv kampe uden sejr, har Cerrone en MMA-scrapbog, som kun de allerbedste i historien kan overgå.
Nr. 8: Yoel Romero
Det var svært at argumentere mod den titelkamp, Yoel Romero fik mod Robert Whittaker i 2017. På det tidspunkt havde han kæmpet otte gange for UFC. Alle otte modstandere blev sandblæst, og mens de første var yngre løver som Brad Tavares og Derek Brunson, var de sidste tre navne på listen temmelig navnkundige. De tidligere mestre Lyoto Machida og Chris Weidman, og ind imellem dem den forhenværende Strikeforce-mester Jacare Souza. Men da turen kom til Robert Whittaker måtte Romero for første gang strække våben efter en af de mest medrivende titelkampe i mellemvægtsdivisionens historiebøger. Romero fik tre chancer mere for at vinde guld, men mistede de to første på vægten. Den ene gang bare 100 gram for tung til rematchen med Whittaker. Det tredje forsøg blev et af de mest bizarre titelopgør i nyere tid mod Israel Adesanya. 25 minutter med yderst begrænset aktivitet, der efterlod publikum og seere ligeså forvirrede som skuffede. Det blev også Romeros farvel til UFC, og de seneste fire år i Bellator har heller ikke givet den nu 47-årige cubaner det trofæ, som han til gengæld samlede massevis af som bryder.
Nr. 7: Alexander Gustafsson
Der er måske sat en enkelt skandinavisk kontaktlinse på her, men Alexander Gustafsson havde en outstanding UFC-karriere. Der er folk som Wanderlei Silva og Mirko Cro Cop, hvis resultater andre steder gør dem til større stjerner, men ingen af dem leverede som ‘Gus’ i UFC. Han slog en tidligere champ, en decideret legende, i ‘Shogun’. Han besejrede senere mestre som Glover Teixeira og Jan Blachowicz. Han kæmpede lige om med Jon Jones, da ‘Bony’ var allerbedst. Og han gav endda også Daniel Cormier kamp til stregen. Set fra et nordisk perspektiv er det svært at forestille sig, at en kæmper fra vores region kommer til at overgå det, som ‘The Mauler’ opnåede i UFC. Det er også svært at forestille sig, at nordens stærkeste gym Allstar ville være, hvor de var i dag, hvis det ikke var for hans succes. Som mange andre lod svenskeren måske festen fortsætte lidt for langt ud på de tunge timer, men her to år efter, er der ingen der hører navnet Gustafsson og tænker på andet end dengang, han var så utrolig tæt på at slagte The GOAT.
Nr. 6: Chael Sonnen
Måske kan man godt finde 10 kæmpere, der viste bedre skills i buret end Chael Sonnen, men forestil jer lige en champ, han havde været. Hans kampe var næsten altid underholdende, men det er ikke så meget det, som hans evner med mikrofonen. Et snakketøj der muligvis er det skarpeste nogensinde i MMA. Interviewene, promoerne og pressemøderne havde været nok til at holde fansenes begejstring, om så hans kampe havde været kedsommelige. I den perfekte verden havde Sonnen og McGregor haft deres storhedstid samtidig og færdedes i samme vægtklasse. Der findes ikke en WWE-forfatter, der kunne skrive stærkere replikker end dem, ‘The Bad Guy’ og ‘The Notorious’ ville have freestylet. Dana White kunne tydeligvis også godt se fidusen i Chael The Champ. Han fik i hvert fald to kampe om mellemvægtstitlen mod Anderson Silva og en om letsværvægtsbæltet mod Jon Jones. Og i år blev han også indlemmet i Hall of Fame. Det var dæleme også på tide.
Nr. 5: Dan Henderson
Som nævnt er den her liste udvalgt ud fra bedrifter i UFC. Dan Hendersons kunne på papiret ikke være mere jævn. 9-9 efter 18 optrædener i verdens førende kampsportsorganisation. Men ‘Hendo’ leverede som få andre i såvel sejre som nederlag og nåede ikke færre end tre titelkampe under de røde farver. Han kunne endda have fået en mere, hvis ikke han havde forladt UFC efter sin eliminator-sejr over Michael Bisping i 2009. I stedet fik han en titelkamp i Strikeforce og vandt MMA-karrierens største trofæ der. Da han nogle år senere vendte tilbage til UFC lykkedes det at få den tredje chance for at vinde bæltet. Pudsigt nok var modstanderen igen Bisping, og denne gang fik den brovtende englænder hævn. Nederlaget i Manchester blev den sidste kamp i Dan Hendersons karriere. Der blev ingen UFC-bælter, men ganske symbolsk og passende sluttede han af med en fight of the night-bonus i nederlagets stund.
Nr. 4: Kenny Florian
Ikke det mest berømte og hæderkronede navn på denne liste, men Kenny Florian havde i alt beskedenhed en formidabel UFC-karriere. Han nåede finalen i The Ultimate Fighter i mellemvægt, kæmpede to gange om titlen i letvægt, og da han sluttede sin karriere, var han da lige en tur nede i fjervægt for at kæmpe om den titel. Bare lige for sportens skyld – og for at møde ikonet José Aldo. Kenny Florian kom ind i UFC med bare tre profkampe i baggagen, og blev hængende i seks år. Det blev til 17 kampe i det fineste selskab og her af 12 sejre. Syv af dem på submission via den udødelige klassiker rear naked choke. Det er sikkert den submission, som MMA-kæmpere træner allermest på at forsvare sig mod, men Florian mestrede at finde vej ind under hagen. Faktisk er det kun BJJ-guruen Demian Maia, der har vundet flere gange via rear naked choke. Efter MMA-karrieren valgte Kenny Florian ikke overraskende at gå ekspert-vejen. Han har kommenteret for ESPN, FOX og ABC, ligesom han kører en podcast med UFC’s hovedkommentator Jon Anik.
Nr. 3: Nate Diaz
Når man tænker på, hvor stor en rolle Nate Diaz spillede for UFC i sine omtrent 15 år på lønningslisten, så er det næsten surrealistisk, at han aldrig vandt en titel, og faktisk kun konkurrerede om bæltet en enkelt gang. Til gengæld kæmpede han både forgæves om en WEC-titel, letvægtsbæltet i UFC og såmænd også den oprindelige BMF-titel. Den sidste havde han måske vundet med mindre porøse øjenbryn. Diaz’ definerende øjeblik, og det der sikrer ham plads på denne liste, var dog ikke en kamp med titler på spil. Derimod var det hans afsporing af Conor McGregors hype-tog. Både den kamp, og returopgøret, hvor McGregor fik en diskutabel revanche, ligger på top-6 over de mest sete UFC pay-per-views. Diaz er trods sin indifferente og ofte ubehøvlede attitude en fyr, der er utroligt populær blandt fansene og kunne have haft en forrygende regime, så længe han ellers havde formået at holde fast i bæltet. Det er svært at argumentere for en større stjerne uden trofæer end Stocktons største ekspert i triangle chokes og tjald.
Nr. 2: Anthony ‘Rumble’ Johnson
Tal lige om et fysisk fænomen. Anthony ‘Rumble’ Johnsons UFC-karriere strakte sig over to ophold, hvor han i begge omgange leverede i suveræn stil. Han startede helt nede i weltervægt og var oppe at runde sværvægt, inden han rundede af i letsværvægt – hans naturlige vægtklasse i anden halvdel af MMA-karrieren. Undervejs besejrede han modstandere i verdensklasse som ‘Big Nog’, Alexander Gustafsson, Andrei Arlovski, Ryan Bader og Glover Teixeira. To gange opnåede han en titelkamp mod Daniel Cormier, men ved begge lejligheder blev ‘Rumble’ submittet. Første gang sendte han Cormier i gulvet, men fik ikke gjort arbejdet færdigt. På det tidspunkt var Johnson ellers bedre end nogensinde, og vi kan kun gisne om, hvad der var sket, hvis den oprindelige champ Jon Jones ikke var stukket af fra den bilulykke, så han og ‘Rumble’ havde fået chancen for at mødes i buret. Det sidste nederlag til Cormier, blev også karrierens sidste for Anthony Johnson. Fire år senere gjorde han comeback og viste at ægte klasse aldrig uddør med en knockoutsejr i Bellator. Året efter døde mistede vi ham alt for tidligt.
Nr. 1: Urijah Faber
Der er jo ingen facitliste i en øvelse som den her, men for Fighting.dk virker det alligevel ganske naturligt at pege på listens nummer ét. Få mænd har haft ligeså stor indflydelse på sine vægtklasser som Urijah Faber. Først som kæmper, hvor han var en dominerende faktor tilbage i WEC-dagene, og siden som ledende træner i Team Alpha Male, der fostrede den næste generation af bantamvægtprofiler i TJ Dillashaw og Cody Garbrandt. Men UFC bæltet lykkedes det aldrig at få fingrene i for Faber. Han gjorde sig ellers fortjent til at kæmpe om bæltet af fire omgange. To gange mod Dominick Cruz og to gange mod Renan Barao – et par andre små giganter. Ingen af de fire gange var lykkens for Faber, som efter knap tre års pause gav den et sidste skud i 2019. Her blev der sat et brutalt punktum for hans aktive vigør via et spark til tindingen fra Petr Yan. Men intet nederlag kunne efterlade så meget som et beskidt fingeraftryk på en karriere som Fabers.
Fighting.dk er på X – find os lige her!