Har du nogensinde haft en eller anden i omgangskredsen, som du inderst inde godt gad slippe for? Ham der altid bliver for stiv og skal reddes ud af noget rod i byen? Hende der skal udfordre alt, hvad der bliver sagt i selskabet? Nogen gange i livet er der bare en eller anden, man kun inviterer med, fordi det er man nødt til. Synes mand.
Den slags kodeks ligger Dana White ikke under for. I UFC har vi set talrige kæmpere hamre på den symbolske dør til titelkampenes kammer. Fightere der uden antydningen af tvivl fortjente muligheden for at erobre guldet, men alligevel måtte gå igennem én kamp mere for at få chancen. Og så lige én til. Og så bare én mere. Indtil de snublede og kunne smides om bagerst i køen igen.
Samtidig har andre kunne nøjes med at vinde én kamp i spektakulær stil for at få den gyldne mulighed. Eller i Conor McGregors tilfælde holde to års pause, føre an i et angreb på en bus fuld af kæmpere (og i processen skade flere af dem, så de måtte trække sig fra deres kamp) og alligevel vade direkte ind i en titelkamp. Forskelsbehandling har aldrig været svært at få øje på i UFC.
Men i det mindste har det næsten aldrig handlet om, hvem der fedtede for matchmakerne. Om man kan lide Dana White og hans firmas metoder eller ej, så er motivationen altid profit. Dollars. Hvem af vores ansatte kan generere flest penge med et bælte over skulderen? Så er det ham eller hende, der skal have det.
Det betyder som sagt også, at nogle løber panden mod en mur, fordi de ikke er spændende nok. For triviel en kampstil, for lidt karisma, for kedelige interviews.
Det her er min top 5 over dem. Kæmperne som UFC ikke ønsker at se på tronen. Måske kommer de derop alligevel, fordi de forpurrer alle UFC’s forsøg på at manøvrere uden om dem. Leon Edwards er et godt eksempel. For selv om White og co. vil gå langt for at beskyttet brandet, så er der også en grænse for, hvor smertefuldt åbenlyse deres præferencer må blive.
Det er også der, de nu er nået til med Merab Dvalishvili, som efter 10 sejre i træk endelig er blevet udnævnt til førsteudfordrer. Da Sean O’Malley i lørdags omtalte Ilia Topuria som sin foretrukne næste udfordring, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om den idé var plantet af UFC-lederne. En måde at slippe uden om duellen med Dvalishvili, som ligner et dårligt match-up for bantamvægtsmester O’Malley, et slattent trækplaster for UFC’s pay-per-views og samtidig en kæmper, som har kvaliteten til at holde fast på bæltet meget længe.
Heldigvis er Ilia Topuria og Merab Dvalishvili landsmænd. Og da Topuria formentlig også har andre kampe i tankerne inden et unification-opgør mod O’Malley (læs igen: Conor McGregor), så valgte han at afvise Sugars udfordring. Og med mindre Dvalishvili bliver skadet er det nu svært at se, hvordan O’Malley slipper uden om at møde ham.
Men så heldige – og dygtige – er det ikke alle der er. Og derfor kommer her en lille liste over aktive kæmpere, som jeg tror, UFC vil gøre mange krumspring for ikke at se i titelkampe.
5. CURTIS BLAYDES
Sværvægt har stået rimeligt stille de senere år. Stipe Miocic sad på titlen ukarakteristisk længe for en vægtklasse, hvor stort set alle har så meget slagkraft, at én vilkårlig træffer ofte er nok til en sejr. Siden Miocics lange stime sluttede, har tre andre kunne kalde sig fuldbyrdede mestre. To af dem kom nede fra letsværvægt – perlevennerne Cormier og ‘Jonny Bones’ – og den sidste er Francis Ngannou, som forlængst er fortid i UFC.
Det har været småt med andre oplagte udfordrere i den tungeste division, men en af dem, der længe har ligget og luret er Curtis Blaydes. Hans meget brydebaserede og ikke særligt risikobetonede stil er ikke noget, der har vundet ham fans i tusindvis i UFC, men han har så sandelig ofte banket på til en titelkamp. Efter han tabte sin UFC-debut til netop Ngannou, vandt han fem sejre i streg. I stedet for en eliminator-kamp gav de ham i stedet en kamp mere mod Ngannou, der kom fra to nederlag i træk. Resultatet var et knockout-nederlag til Blaydes igen og om bag i køen, ‘Razor’.
Så vandt han fire i streg – her i blandt sejre over den tidligere champ Junior Dos Santos og gatekeeperen Alexander Volkov. Det bragte ham igen tæt på titlen, men først skulle han lige vise, at han kunne slå Derrick Lewis. Det kunne han bare ikke. Knockoutet igen. Blaydes samlede sig selv op én gang mere og vandt tre på stribe. Blandt andet drog han til London og besejrede vægtklassens nye øjesten Tom Aspinall på egen hjemmebane. Men det var stadig ikke helt nok til en titelkamp. Først skulle han også lige slå det russiske knockoutmonster Sergei Pavlovich. Og den gik heller ikke.
Nu vandt Blaydes en flot sejr over fremadstormende Jailton Almeida i lørdags (på prelims, hvilket siger alt om det heftige fightcard og Blaydes popularitet) og talte igen om en titelkamp. Denne gang interim-titlen, som han vil tage fra Tom Aspinall, mens vi venter på ikon-kampen mellem Jon Jones og Stipe Miocic. Blaydes har altså slået så mange sværvægtere i UFC, at han nu er nødt til at starte forfra, mens han venter på sin titelkamp. Jeg håber, den kommer en dag inden længe.
4. MOVSAR EVLOEV
Det er simpelthen ikke nok at vinde. Heller ikke selv om du har vundet alle dine kampe, og din stime er oppe på 18 sejre, som i Movsar Evloevs tilfælde. Du er nødt til at levere et eller andet, der får dig til at skille dig ud fra de 599 andre kæmpere i UFC. Mange har nok glemt, hvor kedelig Khabib var, dengang han bare var en ubesejret russer.
Det var fejden med McGregor, der gjorde The Eagle til en superstjerne – ikke mindst hans kung fu-angreb på Dillon Danis efter McGregor havde overgivet sig. Inden da var han bare en tør kiks, der tog sine modstandere ned og vandt uinspirerende sejre over ubetydelige navne. Efter McGregor-gate fremstod Khabib helt anderledes fascinerende, og i buret knuste han stjernerne Dustin Poirier og Justin Gaethje inden et karrierestop, der kom lige, da det var blevet rigtig sjovt at følge ham.
Der kan også være en vej til den status for Movsar Evloev, men han er godt nok langt fra endnu. I fjervægt er der spandevis af dræbere, og når Evloev endnu har til gode at stoppe en modstander i UFC, taler særdeles begrænset engelsk og kommer fra en kommercielt set rimelig uinteressant baggrund, så er det ikke svært at forestille sig, at han skal slå både den ene og den anden stjerne for at få chancen mod Ilia Topuria – eller hvem der nu har bæltet som Evloev ønsker sig – når eller hvis han kommer så langt.
3. MAGOMED ANKALAEV
Den her er jo lidt tricky, for han har sådan set haft sin titelkamp. Da UFC på ingen måde kunne komme uden om det. Prochazka blev skadet og slap bæltet fri, men Glover Teixeira ville ikke møde nogen anden end den tjekkiske samurai. Jon Jones var optaget af alt mulig andet, og så var der ikke så meget andet at gøre for UFC end at sætte de kampklare nummer fire og fem i letsværvægt op mod hinanden.
Ankalaev havde trods alt vundet ni sejre i træk på det tidspunkt, og Blachowicz havde været champ for ganske nylig. Men jeg tror, at Uncle Dana blev mindst 10 procent mere religiøs af taknemmelighed da den uønskede titelkamp endte uafgjort den aften. Det gav ham nemlig også en mulighed for at smide begge kombattanter om bag i køen og afsøge mere underholdende kæmpere som Jamahal Hill og gode gamle Glover.
Ankalaev er dagestaner og klassisk for den region er han ligeså karismaforladt, som han er stærk i buret. Han kan ikke sige to ord på engelsk, og lyder heller ikke som en, der er vildt spændende på russisk. Han er den oplagte titeludfordrer, og jeg tror sådan set, at en kamp mellem ham og Pereira kunne være virkelig interessant. Men UFC er nok for bange for, at Ankalaev rent faktisk skulle gå hen og vinde.
2. MERAB DVALISHVILI
Hov, havde vi ikke lukket ham? Jo, men der er stadig en lille tvivl, der gnaver i mig. Tvivlen på, at UFC giver ham chancen for at vinde bæltet. Jeg håber, at jeg tager fejl, og Dana White mener det med Merabs status som førsteudfordrer. Men jeg kan stadig godt forestille mig, at UFC lægger en fælde for ham, eller finder en anden årsag til at gå med et andet match-up.
Dvalishvili selv virker ellers enormt sympatisk, og gør alt hvad han kan. Han er sjov i sine SoMe-opslag, han dukker op i farverige jakkesæt til pay-per-views, og han virker urørlig i Oktagonen. Men hans 52 takedowns eller hvor meget det er pr. kamp er bare ikke ret underholdende at se på.
Og kan man ikke hurtigt finde 4-5 navne i bantamvægt, som UFC hellere vil matche O’Malley med, så snart de får chancen? Jeg tror det. Men jeg håber ikke, at det lykkes dem.
1. BELAL MUHAMMAD
There can be only one. Hvis man var i tvivl om, hvor lidt UFC ønsker at se Belal Muhammad som champ, så kan man bare se på den næsten uendelige søgen efter et main event til jubilæumsfesten UFC 300.
Talrige muligheder blev afsøgt, inden de landede på Alex Pereira og Jamahal Hills kamp om letsværvægtsguldet. Efterfølgende roste Dana White sin weltervægtmester Leon Edwards for at have fået tilbudt tre kampe, og sagt ja til hver og én. Det mest bemærkelsesværdige ved den info var ikke dem, Edwards havde fået tilbudt. Det var ham han ikke fik tilbudt.
Den oplagte førsteudfordrer i firmaets dybe 70 kilo-klasse, ham skulle UFC virkelig ikke bede om. Og selv om manden, der så gerne vil have os til at huske hans navn, har vundet ni kampe i streg og vejede ind som back-up til Edwards titelforsvar mod Colby Covington, så er det meget svært for mig at tro på, at Belal Muhammad får sin rematch med manden, der fik ham til at græde i buret (med et eyepoke).
Måske UFC bare ikke vil lave en titelkamp mellem to kæmpere, der begge har grædt i buret – uden at det var glædestårer eller pensionstårer. Spøg til side handler det nok mere om, at det er svært at huske bare et par highlights fra Bully Belals ni sejre i træk. Hans kampe er simpelthen ikke ret sjove at se, og han kompenserer ikke med storslåede evner på mikrofonen eller et stort fanfølge.
Ikke engang en rigtig antipati mod hans person, kan man bruge til at bygge ham op. Når der samtidig trasker flere interessante udfordringer for Leon Edwards rundt (Shavkat, Jack Della Maddalena og Michael Page bare for at nævne de lidt nyere), så kan det sagtens være, at Muhammad skal grave endnu mere tålmodighed frem, fra hvor end han opbevarer det. Men for at vende tilbage til Helmig kommer det nok en dag, når fornuften vender tilbage.
Og med mine forudsigelsesevner er ligger der sikkert et guldbælte på kaminen (eller salte tårer på gløderne) hos fire ud af fem kæmpere, inden 2024 rinder ud.