Tre kampe, tre sejre og endnu intet nederlag.
Djamalay Bersanukaev har fået en stærk start på sin professionelle MMA-karriere. Lørdag den 31. oktober står han over for Moein Ahmadi i hovedkampen ved MMA GALLA vol. 34 i Fredericia.
Men selvom Ahmadi har hele 14 professionelle kampe bag sig, virker Bersanukaev ikke det mindste bekymret.
“Jeg ser intet specielt i ham. Jeg sparrer hver dag med fyre, der er farligere end ham,” fortæller Bersanukaev til Fighting.dk.
Hverken Ahmadis rutine, hans mange submissionsejre eller de kreative walkouts, svenskeren er kendt for, rokker altså ved den unge tyskers selvtillid. Han understreger dog, at han tager kampen alvorligt og forbereder sig så grundigt som muligt.
For den ubesejrede fighter handler det om at stole på det arbejde, han lægger i træningslokalet.
Har endnu ikke vist sit fulde potentiale
Bersanukaev vandt sine første to professionelle kampe på ground and pound, men i sin seneste kamp mod Patrick Sandager måtte han for første gang gå tiden ud.
Kampen endte med en sejr på split decision, men ifølge Bersanukaev fik publikum langt fra set hans bedste niveau.
Læs også: Svensk showman før MMA GALLA-hovedkamp: “Dommerne kan tage en kaffepause”
“Jeg fik ikke engang vist ti procent af min stil, eller hvad jeg virkelig er i stand til,” fastlår han selvsikkert.
Han fortæller, at kampen gav ham ekstra motivation til at udvikle sin teknik, og selvom han stadig er ubesejret, mener han, at der er meget mere at hente.
“Jeg føler ikke engang, at jeg har nået 50 procent af mit fulde potentiale,” siger tyskeren.
Ingen plads til pres
At stå i et main event så tidligt i sin professionelle karriere er en stor oplevelse for Bersanukaev. Men han fortæller, at han hverken føler pres over sin ubesejrede rekord eller den store opmærksomhed.
Når døren indtil buret lukker, forsvinder alt andet.
“Main event, main card, intet af det betyder noget længere. Det eneste, der betyder noget, er modstanderen foran mig,” understreger han.
Da Fighting.dk spørger, om han har en sidste besked til Moein Ahmadi inden lørdagens opgør, er svaret kort og kontant:
“Moein, den 31. oktober kommer jeg efter dig. Vær klar!”




