Første aften jeg kommenterede UFC på Viaplay var den 6. juli 2018. Det var en af de usædvanlige weekender, hvor UFC holdt stævne både fredag og lørdag, og mens jeg var udmærket bekendt med lørdagens to main eventere Stipe Miocic og Daniel Cormier, så kendte jeg mindre til fredagens hovednavn. Men spændende så han ud, den 28-årige nigerianer som havde vundet over alle sine første 12 modstandere som professionel.
Han så formidabel ud den aften mod ellers klart mere rutinerede Brad Tavares, og dominerede de fem omgange fra start til slut. Det skulle vise sig at blive kutyme for Israel Adesanya-kampe de næste fire år. Ni kampe i mellemvægt, ni sejre, ét titelbælte og fem flotte titelforsvar. Kun en enkelt svipser, da han fløj for tæt på solen og forsøgte at blive dobbeltchamp mod den mere grapplingkyndige og langt tungere Jan Blachowicz i letsværvægt. Den aften kom de første ridser i plexiglasset, men Adesanya svarede flot igen med tre titelforsvar, og så lod han igen til at være urørlig.
Klip til lige knap to år senere, og billedet af Izzy er et andet. Han er ikke længere i en klasse for sig i mellemvægt. Nu har han pludselig tabt tre af sine seneste fire kampe, og er oven i købet både blevet knockoutet og submittet i den proces. I nat følte jeg langt henad vejen, at det var den gamle Stylebender, der havde lagt vejen forbi UFC’s ottekantede gladiatorforum igen.
Hans kontraboksning var knivskarp. Han havde en klar agenda om at slide Dricus Du Plessis i stykker med tunge slag til kroppen, og fulgte taktikken fuldstændig. Jeg begriber ikke, hvordan han kunne være bagud på to dommersedler efter tre omgange, for den taktiske mission så ud til at lykkedes til noget nær perfektion i 1., 3., og det vi nåede af 4. omgang. Indtil den pludselig ikke virkede længere. Et øjebliks koncentrationssvigt var alt, hvad der skulle til. Pludselig stod en udmattet og udbokset Dricus Du Plessis med karrierens største triumf i stedet for et fejlslagent titelforsvar. Og Adesanya stod tilbage med ingenting andet end sin stolthed. Ikke engang den havde det rasende godt efter, at han var blevet overlistet på submission for første gang i karrieren.
Faktisk er jeg overrasket over, at han ikke smed handskerne og sagde tak for nogle forrygende år til fansene i hans andet hjem Australien, da han fik mikrofontid efter kampen. Adesanya har haft en overdådig karriere. Han byggede sig selv op fra eks. kickbokser til en af de største firmaer i denne epoke i UFC. Han klatrede med stærkere og stærkere modstandere som trin op ad UFC-stigen, indtil han nedlagde det største bytte, der fandtes i vægtklassen – Robert Whittaker – og selv overtog herredømmet for dem på 185 pund.
Nu skal han selvfølgelig ikke starte helt fra bunden igen, men den næste titelkamp tilhører Sean Strickland, og der kan ikke være diskussion om, at Adesanya mindst skal vinde én stor kamp for at komme i nærheden af sit gamle bælte igen. Nederlaget til Alex Pereira kom oven på de fem titelforsvar, og der var en indbyrdes historik mellem dem. Lagde man de to ting sammen, var der ingen grund til at diskutere rimeligheden i en revanchekamp, selv om Adesanya blev stoppet af Poatan i deres første MMA-duel. Denne gang er der ikke nogen øjeblikkelig revanche på tapetet lige foreløbig. Der var andre, der havde valgt at bruge nederlag som det i aftes til at takke af. Men Adesanya sagde nej tak til punktummet, som både Dricus Du Plessis og interviewer Cormier ellers fiskede efter. Og det er jeg sikker på, vi alle bliver glade for, når vi ser ham igen.
Ifølge Adesanya selv skal han kæmpe igen om tre måneders tid. Jeg er spændt på, hvem de smider ham i buret med, for mens man for blot lidt mere end et år siden havde svært ved at forestille sig en mand, der kunne slå ham, så er det nu pludselig svært at se ham finde topniveauet frem mod en fra eliten igen. Der var noget af det i Perth i nat, men det hele endte med endnu en tragedie for den tidligere GLORY-stjerne.
Det er i ordet ‘endnu’, at problemet ligger, for Adesanyas usårlige aura er væk. Han er ikke umulig ag ramme længere, og han er heller ikke så ekstremt svær at tage ned, som han plejede at være. Dricus Du Plessis’ brydning var nok, og han er med alt respekt ikke takedown-specialist nummer ét i mellemvægt. Mange vil se muligheder i at følge samme opskrift. UFC kan selvfølgelig hjælpe Adesanya med velcastede modstandere, men det flugter ikke ligefrem med selvopfattelsen hos den tidligere mester, der om nogen var kendt for at stille op til hvilken som helst udfordring UFC smed i hans retning. Han kan næppe motivere sig selv til en blød kamp, selv hvis han ved, det er hans sidste.
Én oplagt kamp er der dog altid, og det er trilogien mod Alex Pereira. Med deres historik er det nærmest lige meget med vægtklassen, momentum på rekordlisten og om der er guld på spil. Der er helt klart et kapitel mere i sagaen mellem to af de bedste striksere sporten har set. Pereira har forlængst meldt sig interesseret i en afgørende MMA-duel mod den eneste modstander, der har stoppet ham i The Octagon. Om der bliver en duel mere står og falder nok med, om Israel Adesanya orker et møde mere med sit nemesis, nu hvor han endelig slog ham sidst de mødtes i buret.
Stjerne er Adesanya stadig, og der er ingen tvivl om, at han har en stor plads i Dana White og matchmakernes dollarpumpende hjerter. De vil helt sikkert gerne have ham som champ igen. Spørgsmålet er som sagt, om han har det i sig længere. Uanset hvem der bliver modstanderen i hans næste kamp, så er jeg overbevist om én ting. Det bliver den sidste.
Følger du Fighting.dk på X? Ellers finder du os her.
.