Danmarks MMA-univers

UFC 308: Kan Whittaker stoppe den ustoppelige?

Khamzat Chimaev.

Khamzat Chimaev er tilbage. Han gav sine fans en forskrækkelse ved indvejningen, men nu bør det være sikkert og vidst. Som om det ikke var pirrende nok, skal han for første gang begive sig ind til en kamp, der er sat til fem omgange.

Det er underligt at tænke tilbage på Chimaevs start i UFC. Hasteindkaldt til UFC’s corona-eksil Yas Island som vikar til en kamp mod John Phillips, som skulle have mødt Dusko Todorovic. Den stakkels waliser anede ikke, hvad der ramte ham, men fik sat en enkelt træffer ind, før han blev stoppet. Det var ufatteligt nok det eneste significant strike, som Chimaev blev ramt af i sine første fire kampe for UFC. Rhys McKee, Gerald Meerschaert og Li Jingliang – intet. 

Dengang virkede det som et spørgsmål om tid, før Chimaev stod med bæltet over skulderen. Eller i hvert fald i en titelkamp. Stensikkert i et main event. Ingen af delene har den svenske tjetjener fra De Forenede Emirater opnået. Han har også kun kæmpet tre gange siden de første fire, som faldt på 15 måneder.

Nu er det jo ikke fordi, at den manglende aktivitet har pillet alt hypen af Chimaev. Han er stadig ubesejret og han har stadig den her aura af ustoppelighed som ingen anden kæmper, jeg kan huske, i UFC’s historie. Men trods lutter sejre har de seneste tre år rejst store spørgsmål. 

Denne lørdag er første gang, hvor Khamzat Chimaev skal kæmpe i en kamp, der er sat til fem omgange. Her finder vi også den ene af to store udfordringer for ‘Borz’ i den her kamp. Vi ved, at han har haft store problemer med corona og en ny sygdom, der angreb hans immunforsvar op til hans seneste kampdato i sommer. 

Vi ved også alt for godt, hvor kvælende hans voldsomt aggressive og intense stil i buret er, og hvor meget den kræver af hans cardio. Der var tegninger til, at han var ved at løbe tør for kræfter mod Gilbert Burns, og det var helt evident mod Kamaru Usman for et år siden. Selv om Usman tog kampen med under to ugers varsel, sad man med en fornemmelse af, at han havde vundet den med to ekstra omgange. 

Lørdag aften er det Robert Whittaker, der står over for Chimaev i The Octagon. ‘Bobby Knuckles’, ‘The Reaper’… hvad end du foretrækker at kalde ham, så vil jeg kalde ham Ulvens farligste modstander indtil videre. 

Whittaker er helt anderledes velforberedt på Chimaev, end Usman var det. Han havde allerede en træningslejr, der handlede om Khamzat i sommer, da det var planen, de skulle mødes i Saudi Arabien. Og mens Chimaev lå på hospitalet fik Whittaker i stedet en testkamp til at tanke selvtillid mod Chimaev Light – aka. Ikram Aliskerov. 

Whittaker har været rundt om blokken et par gange i UFC. Han har på sin relativt stilfærdige facon været en af firmaets allerbedste kæmpere de seneste 10 år. Fordi han har holdt til i toppen hele tiden – champ eller ej – så har han også kontinuerligt mødt de bedste af de bedste. 

Fem omgange er ikke mere fremmed for Whittaker end en græsslåmaskine er for en parcelhusejer. Han er gået 25 minutter med Israel Adesanya, Kelvin Gastelum, Darren Till og to gange med Yoel Romero. Han havde styr på den nuværende konge af mellemvægt Dricus Du Plessis, indtil han blev ramt og stoppet. 

I 23 kampe for UFC er Robert Whittaker blevet stoppet tre gange. Af Stephen Thompson, Israel Adesanya og altså DDP. Tre sublime strikere der alle var i deres prime. I samme 23 kampe har Whittaker forsvaret imponerende 82 procent af de takedownforsøg, han er blevet udsat for af blandt andet brydere som Romero, Gastelum, Derek Brunson og Marvin Vettori. 

Hos bookmakerne er Chimaev klar favorit, og det handler selvfølgelig i stor grad også om, hvem spillerne har sat deres penge på. Jeg sidder ikke i den båd. Hvis Chimaev ikke kan få stoppet Whittaker i løbet af de første to omgange, så ser jeg det ikke ske. 

Whittakers allerede veludviklede takedownforsvar kan kun være blevet skarpere af de forgangne to træningslejre. Det er nøglen for den tidligere champ. Stående ved vi, at Khamzat Chimaev bestemt kan slå fra sig, men en striker på elite-niveau er han ikke. Og så er der det der med cardioen. 

Kan Khamzat køre fem omgange? Muligvis, men jeg kan ikke se ham gøre det uden at få store problemer i anden halvdel af kampen. Det skete mod Gilbert Burns, det skete mod en underforberedt Usman, og så vil det dæleme også ske mod en voldsomt velforberedt Robert Whittaker. Ham kommer Chimaev ikke til at kontrollere på kanvassen fra start til slut. 

I kan nok fornemme, hvor vi er på vej hen. Jeg tror, at Khamzat Chimaevs næsten mytiske sejrsstime på 13 i træk slutter lørdag nat. Oven i købet tror jeg også, at Robert Whittaker har gode chancer for at stoppe Chimaev sent i kampen. Men Whittaker er en kalkulerende mand, og kommer ikke til at tage nogen chancer, hvis han fornemmer, at de nødvendige point er i hus. Så her fra er der for meget forsigtighed til at forudsige et finish, men jeg peger med overraskende stor ro på underdogen.

Forudsigelse: Robert Whittaker vinder kampen – 3,10 hos Nye Expekt. 

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.