Danmarks MMA-univers

Kæmpe UFC 313-optakt: Pereira jagter nyt spektakulært titelforsvar!

Billeder: UFC / Zuffa LLC.

For fjerde gang i de seneste 13 pay-per-views er Alex ‘Poatan’ Pereira på toppen af plakaten. Det er en fantastisk kometkarriere brasilianeren har gjort i sin korte tid som MMA-fighter, men i aften møder han sin måske sværeste udfordrer til dato. Magomed Ankalaev har i 24 MMA-kampe kun forladt buret med et enkelt nederlag, og russeren har i årevis været The Boogeyman i letsværvægtslandskabet.

Et andet spørgsmål i aften er, om Justin Gaethje kommer til at ærgre sig over sin egen kompromisløshed. ‘The Highlight’ har taget en rematch næsten uden upsides (udover at han endnu engang dokumenterer sin krigeriske mentalitet), men nok så interessant bliver det at se, hvad det er for en Gaethje, der vender ‘hjem’ til buret et år efter karrierens mest brutale nederlag.

Lad os få taget hul på ugens spilforslag til UFC 313 – og HUSK du kan følge main card fra 04.00 i vores liveblog på her på Fighting.dk.

King Green vs. Mauricio Ruffy
Man ved aldrig rigtig med brawleren, de plejede at kalde Bobby. Det eneste man ved er, at han altid kommer tilbage som en anden Chucky-dukke. I aften returnerer han til sin 26. letvægtskamp i UFC-regi, en bedrift kun fem mænd før ham har præsteret.

Men langtidsholdbarhed hjælper ikke altid på den korte bane, og aftenens kamp kan godt blive en kort og ikke særlig fornøjelig fornøjelse for King Green. Hans seneste tre sejre har været over aldrende Jim Miller, striking-svage Grant Dawson (som led en lyn-knockout) og så Tony Ferguson, som var på vej ned af bjerget for fuld hammer. Mod yngre og friskere modstandere som Drew Dober, Jalin Turner og senest Paddy Pimblett er King Green kommet til kort.

I aften møder han en kreativ, uforudsigelig og bevægelig striker i Mauricio Ruffy, og jeg tror ikke, det er en ret, der smager veteranen.

Jeg kan rigtig godt lide King Green, som har haft en inspirerende opadgående formkurve de sidste fem år, og i det hele taget er overkommet mere i sit liv end de fleste. Men jeg ser ham ikke overkomme udfordreren fra Fighting Nerds. Det kan godt gå hen og blive endnu et nederlag af de rigtig grumme.

Fighting.dk’s forslag: Mauricio Ruffy vinder på KO eller TKO – 1,97 hos Expekt.

Amanda Lemos vs. Iasmin Lucindo
Stærkt brasiliansk match-up mellem den muligvis snarlige fortid og fremtid i stråvægtsdivisionen. Iasmin Lucindo er en særlig case. Den 23-årige går ind til kamp nr. 23 i karrieren, hvilket umiddelbart lyder som et fuldstændig vanvittigt aktivitetsniveau, men hun profdebuterede så også som 15-årig. Der er ikke ligeså stramme rammer i Brasilien, så Lucindo kommer til kamp mod en 14 år ældre modstander som den med flest kampe på cv’et. Det betyder dog ikke, at hun har erfaringen på sin side, for Lemos har været en del af topfeltet i årevis og har trådt mange flere skridt på den helt store scene. Til gengæld har hun også på det seneste lignet en, der har sin bedste tid bag sig. Det seneste nederlag til Virna Jandiroba på armbar-submission var et alvorligt slag mod Lemos’ drøm om endnu en titelkamp, og hvis hun ikke vinder i nat, så får hun næppe chancen for at kæmpe om guldet igen.
Lucindo har vundet fire sejre i streg, men hendes modstandere har ikke været af Amanda Lemos’ kaliber. Man kan dog kun slå dem, man bliver sat op imod, og vi tror på, at den yngre og friskere Lucindo klarer karrierens foreløbig største udfordring.

Fighting.dk’s forslag: Iasmin Lucindo vinder kampen på decision – 2,23 hos Expekt.

Jalin Turner vs. Ignacio Bahamondes
For letvætgs mest langlemmede fighter Jalin Turner (som fordeler 70 kilo på 191 cm) har der været lidt rigeligt med huller i vejen på det seneste. ‘Tarantula’ bragede efter en svær start i UFC igennem med fem sejre på stribe – alle vundet før tid. Det har løftet ham op på en højere hylde, hvad modstandere angår, og her har han haft lidt svært ved at være med. Men kun lidt. Sidst havde han Renato Moicano i gulvet, men valgte håbløst at gå ud fra kamplederen ville stoppe kampen, hvilket gav Moicano mulighed for at komme sig, og i stedet endte Turner med selv at blive stoppet på TKO. Inden da lå en sejr over King Green og to tætte split decision nederlag til Dan Hooker og Mateusz Gamrot. Ergo var det ikke overvældende meget, Turner skulle have gjort anderledes for at stå med ni kampes sejrsstime i stedet for nederlag i tre af de seneste fire. I aften er han underdog mod Ignacio Bahamondes, hvilket man godt kan løfte i hvert fald et enkelt øjenbryn over. Bahamondes har vundet sine to seneste sejre på knockout i første omgang, men Christos Giagos og Manuel Torres er ikke af samme kaliber som Turners to seneste sejre over King Green og Brad Riddell. Chileneren er en super god striker men har ikke Turners ground game, og stående bør amerikaneren godt kunne være med. Det ser tæt ud, men oddsene på Turner sejr – uden man behøver gøre sig klog på, hvordan han vinder – er høje nok til, at vi går med ‘Tarantula’.

Fighting.dk’s forslag: Jalin Turner vinder kampen – 2,00 hos Expekt.

Justin Gaethje vs. Rafael Fiziev
Der er gået et år siden Justin Gaethje var på den modtagende ende af årets knockout. Det episke finish kom efter en episk kamp ved det episke jubilæumsstævne UFC 300. Max Holloway invitation til at mødes midt i buret med 20 sekunder tilbage har allerede fået ikonisk status i UFC, og Justin Gaethje har bebudet, at han til enhver tid vil tage imod sådan en invitation igen. Det illustrerer måske lige præcis Gaethjes største problem. Den sublime striker er næsten for stor en kriger. Havde han formået at kæmpe mere taktisk i nogle af sine mange blodige slugfests – også dem der endte med sejre – ville han muligvis både have forlænget sin karriere, og muligvis også have opnået flere titelkampe end de to, der blev tabt til Khabib Nurmagomedov og Charles Oliveira.
I nat har kriger-mentaliteten placeret Gaethje i en kamp, han ikke har meget at vinde i, da han efter afbud fra Dan Hooker sagde ja til en rematch med Rafael Fiziev. Gaethje har allerede slået Fiziev én gang tilbage i 2023, men måtte igennem fem barske omgange for at sikre en majority decision. Siden da har Fiziev dårligt nok været i kamp, mens Gaethje tog en sejr mere mod Dustin Poirier og så altså den karriereforkortende nedsabling mod Max Holloway.
Selv om ‘The Highlight’ stadig er en forrygende fighter, så er det svært ikke at frygte lidt for, hvilken forfatning han vender tilbage i. Gaethje har selv punkteret andre store navnes karrierer med brutale gennembankninger af Donald Cerrone og Tony Ferguson, der aldrig blev de samme igen. Forhåbentlig er han ikke selv på vej ned af samme triste sti, men mod en yngre, mindre slidt og veludhvilet Fiziev, der selv er en elite-striker, og med hans totale mangel på vilje til at spille på modstanderens svagheder, der synes jeg ikke, den her tegner godt for Gaethje.

Fighting.dk’s forslag: Rafael Fiziev vinder kampen – 1,65 hos Expekt.

Alex Pereira (c) vs. Magomed Ankalaev – Letsværvægtstitelkamp
’Poatan’ Pereiras UFC-eventyr har været en helt utrolig saga. 10 kampe er det foreløbig blevet til, hvor af seks har været titelkampe og headlinet pay-per-views. Endda i to forskellige vægtklasser. Det er en fantastisk forestilling, der har været fyldt med formidable walk-ins og endnu mere formidable knockouts.
Pereira havde et overdådigt 2024 med main events ved UFC 300, 303 og 307, som han alle vandt i spektakulær stil. Noget uventet var den sidste udfordrer – Khalil Rountree jr. – hans hårdeste foreløbig i letsværvægt. Den amerikanske UFC-veteran vandt de første to omgange, men selv i en svær stund formåede Pereira bare at imponere endnu mere, da han justerede taktikken og brutalt nedkæmpede Rountree, hvis ansigt var et grufuldt og blodigt rod efterfølgende.
Efter en usædvanlig lang pause er Pereira nu tilbage mod manden, som de fleste ser som hans vanskeligste udfordring i hele letsværvægtsfeltet. Magomed Ankalaev er selv en sublim og særdeles hårdtslående striker, og oven i har russeren måske den ellers suveræne champs kryptonit i arsenalet. Ankalaev er nemlig også en skrap bryder (hvem fra Dagestan er ikke det?), og vi har ikke for alvor set Pereira udfordret på gulvet i UFC. Derfor er der formentlig en del ‘Poatan’-fans, der er nervøse for, hvilken strategi Ankalaev har lagt i aften.
Ankalaevs fans har dog også grund til at have nerver på. Der kan næppe være to holdninger til, om Alex Pereira er den bedste kickbokser i den næsttungesteste vægtklasse, og holder man sig ikke særdeles bevægelig over for brasilianeren, så bliver man før eller siden ramt af den næsten mytiske venstrehånd. Oven i er der et stort spørgsmålstegn hos Ankalaev, fordi han er midt i ramadanen og derfor ikke har kunne passe sin sædvanlige kostplan op til kampen. Reelt er kampen her ikke ideelt timet for russeren, men han har ventet længe på chancen, og forståeligt valgt ikke at give UFC en undskyldning for at pege på en anden udfordrer. Det er temmelig åbenlyst, at UFC ikke har haft travlt med at sætte den her kamp op, og det skyldes givet, at de også godt kan se Ankalaevs alvorlige trussel mod superstjernen Pereira, der ikke bare sælger billetter, men også er en utrolig medgørlig ansat i forhold til mange af de andre store navne i firmaet – mestre såvel som ikke-mestre. Der er træmanden Ankalaev med karisma som en skosål næppe et alternativ, der får det til at kilde ret mange steder hos Dana White.
Men tilbage til duellen i buret og hvordan den ender. Der er dømt vildrede her. Det kan sagtens blive en kamp, hvor Ankalaev hurtigt kommer til at ty til takedowns, og han vil givet få nogle af dem. Der kan også sagtens blive nærmest hele omgange, som russeren kontrollerer på gulvet og får tilsat en del skade på Pereira. Men de kommer til at starte hver omgang stående, og med sin timing, frygtindgydende power og undervurderede fight-intelligens, så ser vi det femte titelforsvar på stribe for manden med hænder af sten.

Fighting.dk’s forslag: Alex Pereira vinder på KO, TKO eller DQ – 2,35 hos Expekt.

UFC kan ses fra 04.00 på Viaplay og altså alternativt følges i vores liveblog her på Fighting.dk.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.