Jeg havde forventet mig mere. Det solide fightcard skulle markere UFC’s første stævne i The Mile High City med et brag, men i den tynde luft 1600 meter over havoverfladen fes det meste lidt ud.
På papiret var der 3-4 kampe på main card, der kunne blive fight of the night. Af forskellige årsager skete det ikke. Værst var antiklimakset i åbningskampen, hvor en ekstremt optændt Abdul Razak Alhassan må have tæsket løs på døre og brusere i omklædningen for at komme af med alt det opbagte raseri, der skulle være gået ud over Cody Brundage. For anden gang på et år måtte Brundage udgå efter en ulovlig albue i første omgang. Denne gang indkasserede han dog ingen DQ-sejr. Ligesom straffesparkskendelser i fodbold kan det godt være lidt svært at blive klog på, hvordan MMA-kampledere vurderer om en forseelse er ‘uheldig’ eller ej. Jeg ved ikke, hvordan Dan Miragliotta nåede frem til at frikende Alhassans gentagende albuer mod Brundage baghoved, men ghaneseren lod ikke til at spare meget frustration over, at han fik en no-contest med hjem frem for et nederlag. Brundage blev nærmest beordret til at blive siddende af sit hjørne med Marc Montoya i spidsen. Jeg mener ellers, at trænere osv. ifølge reglerne skal tie stille under kampledernes timeouts, men også her var der lidt løs håndhævning af loven fra Miragliotta. Det store i antiklimaks i åbningskampen mellem to af deres egne lokale kæmpere efterlod åbenlyst publikum i Ball Arena slemt skuffede, og det var som om den følelse blev hængende i hallen det meste af aftenen.
Dog ikke under aftenens bedste kamp mellem Drew Dober og Jean Silva. For pokker en præstation af ‘Lord’ Silva bare 14 dage efter hans seneste sejr, og så mod en af de hårdeste halse i letvægtsdivisionen. Lige fra brasilianerens hårrejsende entré til hans knivskarpe højrekryds og perfekt-timede spinning elbows. Silva er gammel bantamvægter og holder nu til i fjervægt, men virkede på ingen måde fysisk kyst af Dober. Han bliver meget, meget interessant at følge fremadrettet i fjervægtsdivisionen. Jeg skal dog bede om lidt færre highfives og krammere mens kampen er i gang. Gem forbrødringen til bagefter, tak.
Silva fik ikke vundet publikum over på sin side, fordi han var oppe mod en af de lokale gutter i Dober, som trods sit nederlag i den grad gjorde sin del af arbejdet for at hive den velfortjente fight of the night-bonus hjem. Han delte masser af tæsk ud, tog imod endnu flere, og selv med den største flænge i øjenbrynet i mands minde, blev Dober ved med at vade fremad i jagten på en frelsende knockout. Fantastisk mod og billedet på det, UFC handler om af krigeren fra Omaha, som Denver og Colorado forståeligt har taget til sig. Men hvis ambitionen om at blive den nye Donald Cerrone og kæmpe konstant skal blive til noget for Dober, kan han selvsagt ikke gå igennem krige som den her hver gang.
Tracy Cortez gjorde også fysiske ofre for at vinde lørdag aften. Eller rettere fredag da hun lod lokkerne falde ved indvejningen for at klare vægt til karrierens første main event. Som ventet var offervillighed og saks dog ikke nok til at kompensere for niveauforskellen på Cortez og den dobbelte tidligere strawweight champ Rose Namajunas. Selv om hun ikke gør et stort nummer ud af sig selv og sine evner, er Namajunas en af de dygtigste kæmpere i UFC’s historie. Hun erobrede bælterne fra Joanna Jedrzejczyk og Zhang Weili – to af de mest dominerende mestre i den vægtklasse som i årevis har været kvindernes mest kompetitive – og gjorde det begge gange med en knockout og derefter en benhård pointsejr over fem omgange. Med det i tankerne var det ingen overraskelse, at hun totalt udklasserede en uprøvet kæmper som Cortez, der trods 11 sejre i træk aldrig har mødt en modstander på Namajunas niveau. Det vil absolut heller ikke være overraskende hvis ‘Thug Rose’ kan blive en vanskelig udfordring for Alexa Grasso, Valentina Shevchenko, eller hvem der nu har bæltet, når den litauiske amerikaner en dag får chancen for at vinde fluevægtstitlen. Det kan også blive en spændende revanchemulighed mod Manon Fiorot. Uanset modstanderen så kommer Namajunas’ titelkamp en dag. Ligeså sikkert som hendes Hall of Fame-medlemskab, når hun en dag smider handskerne.
Løbske kugler:
- Gabriel Bonfim fortalte ærligt, at Nicolas Dalby har ændret ham som kæmper. Danskeren har indgydet frygten for at tabe i den brasilianske dræber. Måske derfor han heller ikke tromlede den mere begrænsede Ange Loosa i så overbevisende stil som forventet.
- Dæleme et kræsent publikum, der begyndte at buhe af Ponzinibbio og Salikhov, så snart de to herrer tillod sig at sætte tempoet bare en anelse ned i deres glimrende kamp. Hvor er respekten for alderdommen i Denver? Fortjent sejr til Salikhov i øvrigt, selv om visse dele af X/Twitter rasede over afgørelsen.
- Hvis UFC efter seks års fravær fra Denver blev mødt af en så tough crowd, så har jeg en idé til en anden by, de gerne må besøge igen mere end fem og siden sidste (og første, (hint)) visit. Her vil publikum hverken buhe, sone ud eller forlade hallen inden main event er ovre.