Tommy McMillen nøjedes ikke bare med at vinde i nattens UFC Fight Night i Oklahoma City. Den unge amerikaner skrev samtidig sig selv ind i historiebøgerne.
Det ubesejrede fjervægtstalent landede nemlig hele 252 signifikante slag og spark i sin sejr over venezuelanske Alberto Montes – og det er ny UFC-rekord for en kamp over tre omgange.
Dermed slog McMillen en rekord, der har stået i næsten 15 år, og som tilhørte en af sportens største kultfigurer: Nate Diaz. Legenden fra Stockton satte den hidtidige rekord med 238 signifikante træffere mod Donald Cerrone helt tilbage ved UFC 141 i december 2011.
Det oplyser UFC’s statistikanalytiker Michael Carroll på det sociale medie X.
McMillens historiske aften sluttede i stil: Efter at have overøst Montes med træffere gennem tre omgange lukkede den 10-0 ubesejrede amerikaner kampen på TKO kort før tid i tredje og sidste runde.
Fighting.dk havde i øvrigt på forhånd udpeget netop McMillen som en mand, der ville afgøre sin kamp før tid – et spilforslag til odds 4,10, der ramte lige i skabet.
Læs også: Du Plessis dominerer Usman totalt: “Lad mig få mit bælte tilbage”
Med sejren og rekorden har Tommy McMillen for alvor meldt sig ind blandt de mest hypede navne i fjervægtsdivisionen, og det skal blive spændende at se, hvilken udfordringer der venter næste gang, McMillen skal i buret.


