Danmarks kampsportsunivers

UFC Nashville Rundown: Sværvægtsbrag med garanteret festfyrværkeri

Derrick Lewis møder Tallison Teixeira ved main event af UFC Fight Night Nashville. Foto: UFC

Det er blevet lørdag og det betyder, at vi kan se frem til endnu et UFC-event. Selvom mange endnu ikke er kommet sig over Ilia Topuria og Alexandre Pantoja’s vanvittige præstationer i sidste uge, så er det tid til at kigge på UFC Nashville, som har både veteraner og nyere kæmpere på plakaten. Lad og tage et kig på Main card.

Junior Tafa VS George Tokkos

Aftenens første kamp på Main Card bliver bragt af to hårdtslående herrer, som kommer til at stå overfor hinanden. Tafa har haft en god start i UFC og virkede lovende i heavyweight-divisionen. Men nu er han rykket ned, mens hans modstander er rykket en vægtklasse op. Det bliver derfor spændende at se, om Tafa har taget noget af sin styrke med, da han rykkede ned.

Junior Tafa vil som altid gerne holde kampen stående, så han kan ramme rent og slå Tokkos ud. Det var noget af det samme i Tafa’s seneste kamp, hvor han var bagud, men ramte Sharaf rent og tog sejren.

Tokkos er dog lidt mere let på tå og kommer til at bevæge sig for at finde åbninger på fødderne og også trække Tafa til gulvet, hvor han ikke er den mest erfarne. Det er Tokkos heller ikke på gulvet, men det er nok den sikreste vej at gå, da Tafa har en helt enorm kraft i sine hænder.

Vitor Petrino VS Austin Lane

Vitor Petrino kommer ind med to nederlag i baggagen, hvor han er blevet stoppet inden kampen gik alle runder. Også Austin Lane kommer fra et nederlag og selvom han har en sejr inden da, han har haft svært ved at holde en stime kørende. Derfor er der meget på spil for begge parter, som kommer ind i buret med ryggen mod muren.

Det bliver en kamp, hvor Petrino kommer til at presse sin modstander for at få ham ned til gulvet og gøre ham træt for at slå ham ud i de senere runder. Austin Lanes defensive kræfter har ikke vist sig at være gode nok til at holde modstanderne væk og det kan også være et problem mod Petrino.

Petrinos boksning er ikke det mest tekniske eller det flotteste at se på, men når han rammer, så gør det indtryk på modstanderen. Lane har flere gange været modtager af brutale slag, som har sendt ham i gulvet og med en 10 år yngre modstander foran sig, kan det blive svært at komme helt væk fra de skarpe hooks, som Petrino leverer gang på gang.

Nate Landwehr VS Morgan Charriere

Der er lagt op til kaos i denne kamp, da Nate Landwehr altid kommer med masser af energi og klar til at give den gas i alle runder. Nate har en solid erfaring på gulvet og hans boksning kan også give Morgan Charriere problemer. Selvom Nate ikke er den mest tekniske kæmper, så bruger han sin boksning til at skabe kaos og dermed ramme sine modstandere med slag, som er svære at regne ud.

Morgan Charriere har noget at bevise i denne kamp, da han kommer fra et stort nederlag til Nathaniel Wood i sin seneste kamp. Her virkede den unge Charriere som om han ikke var helt vågen og havde svært ved at finde rytmen gennem hele kampen.

Men Charriere har også alderen på sin side og kan derfor presse Nate Landwehr tilbage, når Nate eksploderer. Kan Charriere holde sig væk og holde overblikket, så er der en vej til sejr. Men det kræver, at han konstant bevæger sig og sørger for at holde sig på afstand.

Calvin Kattar VS Steve Garcia

Kampen mod Kattar kommer på det perfekte tispunkt for Garcia, som har sat en længere stime af sejre sammen. Han har også afsluttet flere af sine kampe med at slå sin modstander ud og har virkelig fundet selvtilliden i sin boksning. Kattar er blevet 37 og har gennem tiden vist, at han er en farlig fighter. Men det er gået ned ad bakke for Kattar, som har tabt til både Aljamain Sterling, Josh Emmett og Yousseff Zalal.

Begge fightere kommer dog ud og går direkte mod midten for at finde sin modstander. Her er der udsigt til både fart og viljen til at slå modstanderen ud. Leger Kattar med på den leg, så bliver det en farlig affære, da han ikke er den samme, som han var inden kampen mod Max Halloway, hvor han tog mange slag til hovedet.

Derfor er det en god ide at holde sig på afstand for den hurtige Steve Garcia, som oser af selvtillid. Han kommer højst sandsynligt ikke til at træde tilbage og vil tvinge Kattar til at blive stående. Kan Kattar bevæge sig og holde farten i alle tre runder, så er der dog alligevel en stor chance for, at han kan vinde på point med sine skarpe og præcise slag.

Stephen Thompson VS Gabriel Bonfim

Steven Thompson har været i UFC længere end de fleste. Han har leveret kampe, knockouts og præstationer, som vi længe vil huske. Han er også en af de ældste, men ser ud som om han stadig har masser af energi og appetit på at få flere kampe. Thompson kommer ind med to nederlag i sine seneste to kampe og har virkelig noget at bevise, hvis han skal tilbage til bæltet, som han har vist stor interesse for.

Men overfor ham står en meget svær og ung udfordring. Bonfim kom bragende ud af Dana White’s Contender Series. Med 17 sejre og blot ét nederlag til danske Nicolas Dalby, er Gabriel Bonfim en yderst farlig modstander for Thompson. Han har mange forskellige submissions under bæltet og er heller ikke bange for at bruge sine hænder til at tage sejren.

Thompsons spark og slag er dog ikke noget, man skal undervurdere, da de kommer fra alle vinkler og sider. Men i en alder af 42 bliver det interessant at se, om Steven ‘Wonder Boy’ Thompson stadig kan følge med sin 27-årige modstander eller om erfaringen kan give ham sejren.

Derrick Lewis VS Tallison Teixeira

Der er ingen tvivl om, at Derrick Lewis er kongen af knockouts. Men den seneste tid har det vist sig, at der er en ny konge i vægtklassen, som hedder Tallison Teixeira. Det er heller ikke en overraskelse, at Lewis kommer ud af ringhjørnet og er klar til at smadre sin modstander i første runde.

Men med en ung Tallison Teixeira foran sig, bliver det ikke nemt. Han skal også passe på den unge brasilianers styrke, da det kan være hurtigt afsluttet, hvis Lewis bliver ramt. Bliver det en kamp, hvor begge respekterer hinandens styrke, så har Tallison Teixeira stadig muligheden for at tage Lewis til gulvet. Men begge fightere er klar til at tage kampen stående og selvom Derrick Lewis er typen, der går efter sine modstandere, så kan det være svært at finde Tallison Teixeira, som kommer til at bevæge sig rundt i buret og være tålmodig med at finde slaget, der sender Lewis i gulvet.

Kampen bliver måske en kort affære, men det bliver ikke uden et brag. Begge kæmpere har givet udtryk for, at de ikke kommer for at kæmpe alle runder, men vil afslutte kampen inden tiden er gået. Kampen bliver derfor også et indblik i, om det er tiden til at give stafetten videre, eller om Lewis kan holde sin plads i top-10 og sende Tallison Teixeira et skridt tilbage, inden han kan komme et skridt tættere på drømmen om at blive UFC’s næste store stjerne i Heavyweight.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.