Danmarks MMA-univers

UFC-resultater: Dobbelt Yan-dominans i Macau

Grafik: UFC / Zuffa LLC.

Der var store forventninger til main eventet mellem Petr Yan og Deiveson Figueiredo i Macau lørdag eftermiddag, og de to bantamvægtere leverede i den grad. Det var 25 minutters krig, hvor Figueiredo bestemt havde sine øjeblikke, men i sidste ende vandt Petr Yan alle fem omgange på alle fem dommersedler, trods en knockdown til Figueiredo undervejs. 

Petr Yan spurgte i sit vinderinterview til en titelkamp og rematch mod Merab Dvalishvili. Eftersom det første opgør mod Dvalishvili var Yans nok svageste præstation i UFC, så ligger der nok en kamp mere og venter, inden det bliver aktuelt. 

Klasseforskel i co-main
I co-main event var der ikke samme underholdningsværdi og intensitet, simpelthen fordi Xiaonan Yan var brasilianske Tabatha Ricci totalt overlegen. Efter første omgang lød significant strike-statistikken på 17-0 til Yan, og selv om Ricci fik en lille smule mere ind i de næste to omgange, var det aldrig i nærheden af at være spændende.

Xiaonan Yan ønskede sig ligesom Petr Yan en revanchemulighed kombineret med en titelkamp mod Weili Zhang, som hun tabte til ved UFC 300 i april. Zhang var for engangs skyld til stede ved et UFC-stævne og kunne altså lytte til det call out fra første række. 

Spinning-eksperten Salikhov slog til igen
40-årige Muslim Salikhov kæmpede for tredje gang i 2024, men kampfrekvensen var ikke det mest respektindgydende fra russeren denne eftermiddag. Han slog nemlig Kenan Song på et smukt spinning wheel kick i første omgang. Altså endnu et spinning kick-knockout til den allerede bugnende samling og med statsgaranti 50.000 dollars i performance bonus. 

En anden, der fortjener bonus, er main cards største underdog Gabriella Fernandes. Efter en første omgang, hvor hun havde meget lidt at skulle have sagt mod den ubesejrede storfavorit Cong Wang, fik brasilianeren vendt det hele på hovedet i anden. Først med et syngende headkick og efterfølgende en tordnende lige venstre, der bragte hendes modstander temmelig langt ud af fatning. Fernandes skiftede med veludviklet dræberinstinkt lynhurtigt taktik og fandt et rear naked choke frem, som Wang ikke kunne komme ud af, og så gik kineserens lys ud. 

I det efterfølgende interview fortalte Fernandes om flere dødsfald i hendes allernærmeste familie i det forgangne år, hvorfor hun forståeligt nok var stærkt følelsesladet her ovne på karrierens største resultat. 

Ulberg bestod sin største test til dato
Carlos Ulberg scorede ligeledes sin karrieres første sejr over Volkan Oezdemir, men den kom ikke let for City Kickboxings hårdtslående letsværvægter. Det var tre tætte omgange, og at to dommersedler lød på 30-27 må have været hårdt at lytte til for Oezdemir. Alt i alt fandt Ulberg dog mest succes fra anden omgang og frem, da han fik etableret sit jab og udnyttet sin rækkeviddefordel.

Åbningskampen blev en kort fornøjelse, da Mingyang Zhang gjorde kort proces med debutanten Ozzy Diaz. Zhang havde en rekordliste på 17-6 inden denne lørdag, og 20 af de 23 kampe var blevet afsluttet i første omgang. Ikke altid til kineserens fordel, men denne aften var det. Debutanten Diaz fik dermed en hård start på UFC-livet. 

Om en sejr over Diaz og Brendan Ribeiro er nok til den kamp mod en rangeret modstander, som Zhang blandt andet overstadig gjorde krav på i sit vinderinterview, er dog nok tvivlsomt. 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.