Danmarks MMA-univers

UFC-resultater: Fallerede Covington stoppet i blodigt main event

Screenshot

Joaquin Buckley besejrede Colby Covington – Lægen stoppede kampen i 3. omgang
Årets sidste main event i UFC stod mellem Joaquin Buckley og kontroversielle Colby Covington. Covington havde taget kampen med få ugers varsel, da Ian Garry blev flyttet til en kamp mod Shavkat Rakhmonov ved UFC 310 i sidste uge. Det kunne godt ses på Covington. Han var uskarp i de stående dueller, takedownforsøgene manglede timing og eksplosivitet, og allerede i tredje omgang virkede han udmattet. Det skyldes selvfølgelig også en game Joaquin Buckley, der satte sig på sin modstander fra start og allerede i første omgang fik åbnet et seriøst cut på Covingtons ene øjenlåg. Kort før afslutningen på tredje omgang stoppede kamplede Dan Miragliotta kampen og fik stævnelægen ind, som efter et kort blik på Covingtons øjenlåg stoppede kampen. En god skalp for Joaquin Buckley som efter kampen – i forening med tilskuerne – kaldte Kamaru Usman ud. Hvad fremtiden byder på for Covington er mere uvist, nu hvor tiden som titelbejler virker til at være forbi. Han havde Chael Sonnen i hjørnet som primær cornerman og Hulk Hogan stavrede med på walk-in’en, så det ligner efterhånden mere teater end en ambitiøs sportsmand.

Cub Swanson besejrede Billy Quarantillo – KO i 3. omgang
Cub Swanson har gået flere skridt i MMA-buret end de fleste fightere, men den 41-årige veteran viste ikke rust eller slid lørdag nat i Florida. I co-main event knockoutede han på imponerende vis hjemmebane fighteren Billy Quarrantillo i tredje omgang efter en underholdende kamp, hvor begge havde haft deres øjeblikke. Men intet større end den 1-2 kombination fra Swanson, der sendte ‘Billy Q’ direkte i gulvet. Efter kampen afslørede Swanson, at han havde lovet sin kone, som var med i buret, at det her var hans sidste kamp. Han virkede dog ikke selv helt overbevist, så vi venter lige lidt med at sige tak for alt.

Manel Kape besejrede Bruno Silva – TKO i 3. omgang
Manel Kape lignede en skygge af sig selv i sin seneste kamp mod Muhammad Mokaev, men i aften fra angoleseren i den grad tilbage i sit gamle jeg. Han leverede en pragtpræstation mod brasilianske Bruno Silva, der havde stoppet fire modstandere på stribe op til kampen. Men Kape var bedre, hurtigere og skarpere hele vejen igennem. Det er til trods for, at Silva ramte ham med ikke færre end tre spark i skridtet undervejs. Ironisk nok var det i den afgørende sekvens Silvas tur til at blive snittet på skridtbeskytteren lige inden han blev belejret og stoppet. Det brokkede brasilianeren sig en del bagefter, men når man selv har ramt modstanderen for dybt tre gange, har man nok ikke den bedste sag.
Kape forlangte efter kampen både at få en titelkamp mod Alexandre Pantoja samt dobbelt-bonus for både performance og fight of the night.

Dustin Jacoby besejrede Vitor Petrino – KO i 3. omgang
Vitor Petrino var på jagt efter oprejsning oven på hans første nederlag i karrieren. Det faldt tidligere på året hjemme i Brasilien, hvor han blev submittet i første omgang af Anthony Smith. I aften var Petrino på ny oppe mod en langt mere rutineret modstander i Dustin Jacoby. Petrino kontrollerede begivenhederne fra start mod Jacoby der ikke fik meget igennem. Men i tredje omgang gik det alligevel galt igen. Petrino lod paraderne hænge og det udnyttede Jacoby til et jernhårdt venstrekryds. Brasilianeren gik i gulvet med ansigtet først. Tiltrængt for Jacoby, der havde tabt fire af de seneste fem, og en bet for Petrino, der er gået fra ubesejret til at blive stoppet to gange i træk af kæmpere, der ikke er en del af eliten.

Daniel Marcos besejrede Adrian Yanez – SD
Der var lagt op til en eksplosiv duel mellem to rigtig stærke bantamvægtere, men trods en ihærdig indsats fra begge kæmpere var der aldrig de rigtig dramatiske højdepunkter, der skaber en mindeværdig kamp. En enkelt sjældenhed fik vi dog i første omgang, da Marcos præsterede en usædvanlig ‘kombination’ ved i samme sekvens både at sparke Yanez i skridtet og prikke ham i øjet. Yanez kom i gang igen og vandt muligvis første omgang, men de sidste to var Marcos bedst i, og derfor tog han sejr nr. 17 af ligeså mange mulige.

Navajo Stirling besejrede Tuco Tokkos – UD
Main cards åbningskamp var aftenens ringeste. UFC havde givet City Kickboxings seneste stjerneskud Navajo Sterling en blød modstander i engelske Tuco Tokkos, men Stirling fik aldrig skudt hul på sin meget defensive modstander. Det gav tre småkedelige omgange, hvor Tokkos endda havde held til at tage Stirling ned et par gange i den anden. Det meste af tiden må det dog have føltes som et kvarter over for sandsækken i træningscenteret for Stirling, der vandt alle omgange uden at rulle sig ud.

Michael Johnson besejrede Ottman Azaitar – KO i 2. omgang
De syv prelimskampe i Florida sluttede med en duel mellem Ottman Azaitar og superveteranen Michael Johnson. Det var Johnsons 30. kamp for UFC i en 15-årig MMA-karriere, og det markerede han med stil. Midt i anden omgang gik Azaitar og Johnson i åben slagudveksling, og den sluttede da Johnson nærmest i blinde ramte Azaitar med et tordenbrag af et højrehook, der fuldstændig slukkede lyset for marokkaneren. Jubilæumssejr til en overstadig Johnson, mens Azaitar blev stoppet for tredje kamp i træk og måske skal finde en ny arbejdsgiver.

Joel Alvarez besejrede Drakkar Klose – KO i 1. omgang
Joel Alvarez er muligvis ikke den mest imponerende spanier i UFC, men det skyldes kun at Ilia Topuria har gjort landet til sin hjemstavn. Alvarez lever nemlig op til sit kælenavn ‘El Fenomeno’ med nu 22 sejre, hvor alle modstandere er stoppet før tid. Denne aften blev Drakkar Klose således det 22. offer, da Alvarez knockoutede amerikaneren i første omgang. Klose så skræmt ud fra start og hvis der var noget frygt blev den til virkelighed. Alvarez har luftet tanker om et skifte til weltervægt, og der vil nok også være lidt kortere vej til ranglisten for submission-specialisten.

Sean Woodson besejrede Fernando Perdilla – KO i 1. omgang
UFC havde matchet to af de største kæmpere i fjervægtsdivisionen op i duellen mellem Sean Woodson og Fernando Perdilla på henholdsvis 189 og 186 centimeter. Der viste sig dog at være en klar kvalitetsforskel, når det kom til den defensive disciplin. Det ejede Perdilla ikke. Mexicaneren lod sine hænder hænge lavt, mens Woodson ramte med træffer efter træffer, og i de sidste sekunder af første omgang blev skaden for omfattende for Perdilla, der gik ned på klokkeklar knockout – blot to sekunder inden hornet lød.

Felipe Lima besejrede Miles Johns – UD
Svenske Allstars havde taget brasilianske Felipe Lima med til Tampa på kort varsel. Lima havde imponeret i sin UFC-debut mod Muhammad Naimov, hvor han tog kampen med omkring en uges varsel. Denne gang fik han lidt bedre tid til at forberede sig med fem uger, men det var stadig imponerende, hvor stærkt han håndterede rutinerede Miles Johns. Lima var bedst over tre omgange, og det eneste rigtige aftryk Johns fik sat var en god træffer i anden omgang og en del smack talk undervejs. Alle omgange gik til Felipe Lima.

Miranda Maverick besejrede Jamey Lyn-Horth – UD
Jamey Lyn-Horth var trådt til med kort tids varsel efter Miranda Mavericks oprindelige modstander Tracey Cortez meldte fra. Mavericks metier er normalt submissions, men hun havde vanskeligt ved at få sin klart større modstandere ned på gulvet. Lyn-Horty forsvarede sig godt, men fik ikke afleveret det store den anden vej udover et halvtamt choke-forsøg i anden omgang. Ingen af fighterne imponerede stort, men Maverick fik sin favorit sejr med 29-28 på alle dommersedler.

Davey Grant besejrede Ramon Taveras – UD
Anden kamp i Amelie Arena stod mellem engelske Davey Grant og Ramon Taveras. Sidstnævnte kom ind til sin 13. kamp i karrieren, mens det var Grants nummer 13 i UFC. De lagde en aggressiv stil fra start med masser af risikovillighed fra begge kæmpere, men det var Grant der havde klart mest succes på significant strikes. Efter tre omgange kunne han også trække sig ud med en sejr på alle tre dommersedler. En lettelse for Grant efter at have indkasseret sine seneste to nederlag på split decisions.

Piera Rodriguez besejrede Josefine Knutsson – UD
I aftenens første kamp skulle svenske Josefine Knutsson forsvare sin status som ubesejret mod Piera Rodriguez, der havde ryggen mod muren efter at have tabt sine seneste to kampe. Måske var tændingen derfor større hos venezuelaneren, der rystede Knutsson i de første sekunder af kampen, og dominerede resten af den med takedowns efter behag. Knutsson havde intet modsvar til nedtagningerne, og alle tre omgange af den underholdende kamp gik fortjent til Rodriguez.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.