Danmarks MMA-univers

UFC resultater: Moreno stærkt tilbage, Blanchfield overvandt Namajunas

Billeder: UFC / Zuffa LLC.

Brandon Morenos orlov fra MMA var ikke så lang så man rigtig nåede at blive spændt på, hvilken version af mexicaneren, der kom tilbage. Men lang eller ej, så var det en imponerende udgave af ‘Babyfaced Assassin’, der gjorde comeback i main event i nat i Canada. 

Han var oppe mod Amir Albazi, der havde vundet sine første fem kampe i UFC og 17 af sine 18 som professionel MMA-fighter. Et af de store spørgsmål var om Albazi kunne være med mod den absolutte top af fluevægtsdivisionen. Svaret viste sig at være nej. 

Moreno dominerede stort set fra start til slut med blot et lille frikvarter i fjerde omgang. Nu kan mexicaneren sætte sig hjem og håbe på, at Alexandre Pantoja, som han har tabt til tre gange i sin MMA-karriere, taber sit bælte til Kai Asukara ved UFC 310, så Moreno kan komme i spil til en titelkamp mere. 

I co-main eventet var der også meget på spil mellem to af titelbejlere i toppen af kvindernes fluevægtsdivision. Det var unge fremadstormende Erin Blanchfield mod den dobbelte tidligere strawweight champ Rose Namajunas. 

Efter Namajunas havde domineret de to først omgange stående, skiftede kampen karakter i tredje omgang, hvor Blanchfield fik kontrollen på gulvet og kontrollerede Namajunas omgangen ud. Det trak tilsyndeladende store veksler på Namajunas der aldrig kom tilbage i kampen. 

Blanchfield tog de sidste tre omgange og dermed sejren. Den absolut største i hendes unge karriere indtil videre. 

Højt oppe på aftenens main card havde UFC af uransagelige årsager placeret en kamp mellem to brasilianere i letsværvægt. Brendan Ribeiro og Caio Machado havde begge tabt deres to første kampe i UFC og kæmpede dermed formentlig for livet – i hvert fald livet som UFC-kæmper. 

Det bølgede frem og tilbage uden at være særligt ophidsende, og ingen af de to landsmænd gjorde voldsomt opmærksom på sig selv. Som ofte i de tætte og lidt begivenhedsløse kampe endte det med en split decision, der gik til Ribeiro, som tydeligt lettet smed sig ned på knæ med tårerne trillende ned ad kinderne. 

Efter Derrick Lewis meldte fra aftenen før stævnet blev Ariane Lipski og Jasmine Jasudavicius flyttet op på main card. Jasudavicius startede sløvt og tabte første omgang, som primært foregik på fødderne. Men da canadieren skiftede fokus til at tage Lipski ned ændrede kampen radikalt karakter. 

De sidste to omgange sad Jasudavicius tungt på, og i tredje lykkedes det hende at eksekvere et d’arce choke, som tvang Lipski til at klappe ud. Det var tredje sejr i 2024 for Jasudavicius, som klædeligt bare bad om at møde så højt rangeret en modstander som muligt. 

Canadierne havde i alt otte mand med ved stævnet i Edmonton, og de fleste af dem kunne med god samvittighed gå til afterparty efter stævnet. En af dem, der ikke fik noget at fejre var Marc André Barriault, som tabte sin tredje kamp på stribe. Denne gang på knockout i første omgang og endda som favorit mod Dustin Stoltzfus, der havde tabt fem af sine seneste syv. 

Barriault blev fanget af et leg kick i starten af omgangen og tilbragte det meste af den i forsvarsposition på gulvet. Mod slutningen fik han stærkt manøvreret sig tilbage på benene, og gik i hundeslagsmål for at vinde noget af det tabte terræn tilbage. Dårlig idé. Et øjeblik efter blev han ramt af en klokkeren højre fra Stoltzfus, og det var alt fra Barriault denne aften. 

Vi åbnede main card med en lidt uforløst forestilling, hvor Mike Malott sikrede sig en pointsejr over Trevin Giles. Canadieren kæmpede lettere nervøst og viste ikke sin sædvanlige stormoffensiv. I stedet scorede han point fra distancen og vandt klart over Giles, der ikke virkede rasende engageret. 

Malott erkendte efter kampen, at der var nerver på, efter han senest blev stoppet af Neil Magny med 15 sekunder igen af en kamp, han dominerede men endte med at tabe, fordi han kørte sig selv træt. 

Prelims: 
Aimann Zahabi slog Pedro Munhoz på alle tre dommersedler. 
Charles Jourdain slog Victor Henry via submission (guillotine choke) i anden omgang. 
Yuzzef Zalal slog Jack Shore via submission (arm triangle choke) i anden omgang. 
Alexander Romanov slog Rodrigo Nascimento på alle tre dommersedler. 
Serhiy Sidey slog Garrett Armfield på split decision. 
Cody Gibson slog Chad Anheliger på alle tre dommersedler. 
Jamie Lyn Horth slog Ivana Petrovic på split decision. 

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.