Danmarks MMA-univers

UFC signer nyt talent fra stjernespækket klub

Der er særligt én MMA-klub, der har produceret store stjerner og dominerende mestre til UFC i dette årti. Nu har de muligvis leveret det næste stjernefrø til dørtrinnet i Las Vegas.

I nat (dansk tid) blev der i hvert fald overrakt en UFC-kontrakt til den store letsværvægter Navajo Stirling, efter newzealænderens flotte sejr i Dana White’s Contender Series.

26-årige Stirling er udklækket som fighter hos City Kickboxing og trænes af Eugene Bareman. Med folk som Israel Adesanya, Alexander Volkanovski, Dan Hooker og Kai Kara-France i stalden, er der grund til at have forventninger til det nye skud fra den australske muld.

Stirling sejr over Phillip Latu var den femte i ligeså mange profkampe. Et perfekt venstrehook i anden omgang blev skriften på væggen – og altså kontrakten. Letsværvægteren har en heftig rækkevidde på 210 centimeter, cirka ligeså lang som hans fulde navn Rongotehengia Navajo Hunter Stirling.

Foruden Stirling blev der også uddelt kontrakter til den brasilianske fluevægter Nicolle Caliari, der submittede sin modstander i første omgang, og congolesiske Josias Musasa, der vandt en enstemmig pointsejr.

Fighting.dk’s take:
Lidt kuriøst blev der ikke nogen kontrakt til hollandske Yousri Belagouri, som ellers vandt sin kamp på knockout. Kickbokseren imponerede ikke Dana White, meddelte UFC-bossen, da der skulle deles kontrakter ud. Belagouri har ellers lidt af en skalp i bæltet. I 2017 besejrede han såmænd selveste Alex Pereira, da GLORY lagde vejen forbi København. Men inden man spærrer øjnene for meget op, hører det med til historien, at de mødtes to gange mere, og begge gange blev Belagouri stoppet af ‘Poatan’.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.