Der er nærmest hele tiden gang i svingdøren i UFC, men deres seneste nyerhvervelse løfter alligevel nok lidt flere øjenbryn end de gennemsnitlige.
Vi har at gøre med Reinier de Ridder, der tidligere har holdt både letsværvægtsbæltet og sværvægtsbraget hos ONE. Den 34-årige hollænder forlod den asiatiske kampsportsgigant tidligere på året og har kæmpet en enkelt gang siden for UAE Warriors.
Reinier de Ridder vandt letsværvægtstitlen hos ONE i oktober 2020 mod Aung La N Sang. Seks måneder senere mødtes de to igen med sværvægtstitlen på spil, og nok engang sejrede de Ridder.
’The Dutch Knight’ takkede af i ONE efter to nederlag til Anatoly Malykhin, som han først tabte sin sværvægtstitel til og siden også letsværvægtsbæltet. Nu prøver han så lykken hos UFC.
Fighting.dk’s take:
Reinier de Ridder har en rekordliste som må gøre Mick Maynard og Sean Shelby varme om hjertet. Hans 17 sejre fordeler sig på blot to pointafgørelse, tre knockouts og hele 12 submissions. Med skarpe skills og masser af rutine bliver han interessant at følge, og det bliver også spændende at se, hvilken vægtklasse, han beslutter sig for. Det må være fristende for De Ridder at prøve sig selv af i sværvægt, hvor bæltet lige om lidt bliver ledigt, og køen af seriøse titelbejlere er blandt de korteste i UFC. Spændende signing af White og co. der har gode erfaringer med hollændere – Overeem, Rutten, De Randamie, Struve, Mousasi…