Natten til torsdag dansk tid dannede Pechanga Summit i Californien rammen om pressemødet før Most Valuable Promotions’ store boksestævne, hvor Amanda Serrano forsvarer sine VM-titler i fjervægt mod Lucrecia Manzur.
Med på scenen var også danske Melissa Mortensen, der får karrierens ubestridt største kamp, når den ubesejrede Varde-bokser skal bokse om WBA-bæltet mod mexicanske Mayelli Flores.
Og under pressemødet lagde Flores ikke skjul på, at hun føler sig godt rustet mod den unge dansker. Adspurgt, om hun troede, Mortensen kunne true hende, pegede den tidligere verdensmester på erfaringen.
“Hun er ung og har en god rekordliste, men hun har ikke den erfaring, som jeg har,” lød det høfligt, men bestemt fra Flores.
Mortensen svarer igen
Danskeren var dog ikke i tvivl, da hun blev spurgt til netop erfaringen. For selvom Mortensen har langt færre professionelle kampe end mexicaneren, mener hun ikke, at det bliver et problem.
“Det er en stor ære for mig at være her. Jeg har forberedt mig godt. Jeg ved godt, jeg ikke har så mange pro-kampe endnu, men jeg har 115 amatørkampe. Jeg har rejst verden rundt. Det er ikke nyt for mig,” fastslog den danske titeludfordrer.
Læs også: Optimistisk promotor før gylden dansk VM-chance: “Hun har aldrig været stærkere”
Mortensen blev også spurgt ind til den sparring, hun har haft med landsmanden og den nykårede firedobbelte verdensmester Dina Thorslund.
“Dina er en stærk fighter, og Mayelli er det samme. Vi har haft en god sparring, og jeg er klar,” lød det fra Mortensen.
Det er natten til lørdag dansk tid, at Mortensen møder Flores om WBA-bæltet på det store MVP-kort, der sendes direkte på TikTok.
Læs også: Skal du se Melissa Mortensens VM-kamp? Sådan følger du den gratis på TikTok


