Efter næsten et års pause gør UNITE Championship i aften comeback, når promotionen med Steffen Weise i spidsen indtager Helsingørhallen med et stort anlagt stævne. Det 11. i rækken.
Der venter i alt 13 kampe fordelt ud over prelims, middle card og et forrygende main card – og med alt fra en titelkamp til nogle af landets mest lovende muay thai-talenter er der lagt op til en fantastisk fightnight i Nordsjælland.
Vi har kigget kortet igennem og udpeget fem kampe, som du ikke bør snyde dig selv for.
Læs også: Lørdag er UNITE endelig tilbage: Her er hele fightcardet i Helsingør
- Mehmet Akin vs. Jürgen Lona – titelkamp, muay thai
Der sker bare noget særligt, når der er et bælte og en titel på spil, og derfor kommer vi selvfølgelig ikke uden om aftenens main event. Her skal Mehmet Akin revanchere sit nederlag til Jürgen Lona fra deres første møde ved UNITE 08, hvor grækeren vandt på point.
En revanche vil ikke bare være sød for Akin – den sikrer ham samtidig det ledige UNITE-bælte, efter at Johannes Bakke opgav titlen. Der er med andre ord ekstra meget på spil for den talentfulde dansker. Det første opgør var underholdende og kørt i højt tempo, så Akin ved formentlig udmærket, at han skal kæmpe helt op til sit bedste for at vriste sit navn ind på bæltet i aften.
- Oliver Payne vs. Lianos Kostas – professionel muay thai
Blot 17 år gammel er Oliver Payne allerede godt på vej til at etablere sig på den internationale muay thai-scene, og der kan meget vel gå kort tid, før den helt store scene i form af ONE Championship kalder. Det er i sig selv vanvittigt at skrive om en fighter på hans alder, men talentet, determinationen og stilen er der til fulde.
I aften venter græske Lianos Kostas, og vi bør formentlig nyde hvert et øjeblik, danskeren vælger at kæmpe på hjemmebane – for mon ikke de helt store aftener venter forude.
- Youssef Bendahman vs. Omar Andersson – professionel muay thai
Youssef Bendahman er et talent af en helt særlig støbning. Det har han vist gentagne gange i amatørkarrieren, hvor han tromlede hen over stort set alle sine modstandere og blot led et enkelt nederlag i 21 kampe.
Nu skal formen med over i de professionelles rækker, og Assouik Gym-fighteren er kastet lige ind i ilden: Modstanderen er den skotske WBC-mester Omar Andersson. En hård debut, men vi tror på, at den unge dansker også er klar til at levere som prof.
- Viktor Asani vs. Rafael Gacio – K1, dansk/svensk duel
Den her lugter langt væk af fight of the night. Danske Viktor Asani og svenske Rafael Gacio mødes i en tempofyldt dansk/svensk duel med masser af talent i begge hjørner. Gacio tager endda kampen i en tungere vægtklasse end sin seneste kampe, hvilket kun understreger svenskerens appetit på at komme i kamp. To tekniske fightere med fart i hænderne. Den bliver svær at sidde stille til.
- Nanna Sofia vs. Sandra Vestergaard – muay thai
Nanna Sofia fortjener også at blive nævnt. Fanfavoritten har været væk fra ringen i et stykke tid, men gør nu comeback i aftenens eneste kvindekamp mod Sandra Vestergaard. Det skal nok blive både godt og underholdende på en ellers testosterontung aften i Helsingørhallen.
‘Unite – The Revival’ finder sted i aften fra klokken 17.00.




