Danmarks MMA-univers

UNITE-promotor storroser co-main eventer: “Hans rekordliste er uhørt”

Marcus Ulsing, tv, her i kamp ved Unite #4 sidste år får rosende ord med på vejen af UNITE-promotor Steffen Weise. Foto: Unite

Hvis der er én kamp til ‘Unite #08: Unchained Unleashed’ på Scandic Sluseholmen, hvor du lige skal overveje, om det er det rigtige tidspunkt at gå på toilettet eller ud for at hente øl, så er det co-main event – et muay thai-brag mellem danske Marcus Ulsing og italienske Giachi Mark Davide.

Det mener UNITE-medejer og matchmaker, Steffen Weise.

Alle artikler om Unite Championship 08: Unchained - Unleashed er sponsoreret af Pluto TV - hjemsted for livestreaming af dansk kampsport.

Pluto TV har ingen indflydelse på artiklens indhold.

Du kan streame stævnet direkte på Pluto TV lørdag den 31. maj fra kl. 19.00

“Den bliver vild. Der bliver smæk for skillingen, så der vil jeg mene, man skal blive på sin plads,” siger Steffen Weise med et smil på læben.

Marcus Ulsing har 20 kampe på cv’et som senior, og af dem har han vundet 19 og står dermed blot noteret for et enkelt nederlag. Ydermere har han hele 11 sejre på knockout.

Helt uhørt, når vi taler muay thai, mener Steffen Weise.

“Det ser man meget meget sjældent. Det er faktisk uhørt. Normalt ser vi mange flere nederlag, fordi kampene er tætte. Og langt de fleste kampe går normalt også tiden ud, og så er det pointsejre. Men med Marcus er det en anden historie,” siger Steffen Weise.

Stærk italiensk modstander
Han store forhåbninger til et brag af en kamp kommer også fordi, han efter eget udsagn har matchet Marcus Ulsing godt. Danskeren skulle egentlig have stået over for Lorenzo Panaro, men på grund af en skulderskade har Panaro måtte melde afbud. I stedet er Panaros landsmand Giachi Mark Davide blevet hentet ind.

“Det er en virkelig stærk modstander. Han bor og træner i Thailand og har 60 kampe og 50 sejre. Så han kan godt kæmpe,” fortæller Steffen Weise, der er glad for, at italieneren var klar på at tage kampen på short notice.

Det er nemlig ikke altid verdens nemmeste opgave at finde modstandere til en mand af Marcus Ulsings kaliber.

“Med hans rekordliste kan han godt være svær at matche, så jeg skal virkelig ud og lede,” fortæller Steffen Weise.

Tunge drenge
Marcus Ulsing og Giachi Mark Davide kæmper i vægtklassen op til 93 kilo, så det er nogle tunge drenge, vi kan se i ringen på lørdag, når ‘Unite #08: Unchained Unleashed’ løber af stablen.

Eventet starter allerede klokken 18.00 med pre-cardet. Main cardet kan streames direkte på Pluto TV fra klokken 20.45.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.