Danmarks kampsportsunivers

Utraditionel UFC-indvejning: Smed kondom og pengesedler efter modstander

Norma Dumont på vej i buret - i dag var hun hovedperson ved indvejningen før weekenden UFC-event. Foto: UFC

Det blev en særdeles utraditionel indvejning forud for weekendens UFC Fight Night i Las Vegas.

Og det skyldes ikke mindst de to co-main event-kombattanter Norma Dumont og Ailin Perez, der leverede et af fightugens mest opsigtsvækkende øjeblikke, da de stod ansigt til ansigt ved den traditionelle face-off.

Her tog brasilianske Dumont nemlig en grov metode i brug. Ifølge MMA Fighting kastede hun først et kondom efter sin argentinske rival.

“Du får brug for det her,” lød det med et smil fra Norma Dumont.

Mens Perez samlede kondomet op fra gulvet, kastede Dumont også pengesedler efter hende – ledsaget af en nedsættende bemærkning, hvor brasilianeren antydede, at Perez skulle være prostitueret.

Optrinnet er blot det seneste kapitel i en fejde, der har ulmet længe mellem de to. Perez, der er kendt for sine provokerende twerk-fejringer, har op til lørdagens co-main event lagt en bevidst linje om at skabe opmærksomhed – og har tidligere slået fast, at alt omkring kampen “skal gå viralt”.

Modsætningen mellem de to har også budt på verbale angreb, beskyldninger og endda en påstået konfrontation på UFC’s træningsfacilitet i Las Vegas.

De to afgør deres uvenskab, når de mødes i buret natten til søndag dansk tid.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.