Med bokseverdenens mange vægtklasser er det kun sjældent, at to boksere går i ringen til en kamp uden at veje stort set det samme.
Lad os bare slå fast: Det var ikke tilfældet lørdag aften i Manchester, da hovedkampen ved Misfits Boxing skulle udkæmpes.
Her stod den ubesejrede bokser Tommy Fury over for stærkmands-legenden Eddie Hall i en kamp, hvor Hall var hele 49 kilo tungere end sin modstander.
Kampen blev markedsført som “The Beauty vs. The Beast”, og hvis vi skal holde os til den retorik, så var det skønheden, der endte som sejrherre lørdag aften.
Da kampen gik i gang, viste forskellen sig tydeligt. Fury tilbragte stort set hele opgøret med at danse rundt om sin tungere modstander, holde sikker afstand og undgå Halls eneste reelle våben – den tunge højrehånd. Strategien virkede: Hall, der er ny i bokseverdenen, blev gradvist drænet for kræfter og fik aldrig fanget den lette og hurtige Fury.
Efter seks omgange løftede dommerne da også Furys arm. Den ubesejrede bokser – halvbror til superstjernen Tyson Fury – vandt på en majority decision med cifrene 59-56 og 58-56, mens den sidste dommer scorede kampen uafgjort 57-57.
Resultatet blev efterfølgende diskuteret heftigt på sociale medier, hvor meningerne var delte om, hvorvidt Fury havde gjort nok til at fortjene sejren.
For Tommy Fury er det efterhånden blevet en vane at møde ekstravagante modstandere. Han var i sin tid den første til at besejre internetstjernen og den nuværende MVP-promotor Jake Paul, ligesom han tidligere har slået den britiske YouTuber KSI.
Lørdag aften føjede han så en tidligere Verdens Stærkeste Mand til den liste over folk, han har besejret i en boksering.



