Melissa Mortensens VM-sejr natten til lørdag var ikke bare historisk for dansk boksning – den blev også fulgt af et enormt publikum.
Læs også: Ny dansk verdensmester: Mortensen besejrer Flores i tæt VM-drama
Da Mortensen og Mayelli Flores boksede om det ledige WBA-bælte i superbantamvægt, var hele 2,5 millioner seere med på TikTok, hvor stævnet blev sendt live og gratis.
Det oplyser Most Valuable Promotions, der stod bag stævnet med danskerens VM-kamp.
Og de mange seere fik ifølge den anerkendte kvindeboksnings-reporter Sasha Jones, der er stemmeberettiget til International Boxing Hall of Fame, noget for pengene.
Det skriver hun i et opslag på Instagram som opfølgning på WBA-titelkampen.
“2,5 millioner seere var med på TikTok – og de kunne ikke have fået et bedre udstillingsvindue for kvindeboksning,” lyder det fra Jones.
En kamp der havde det hele
Hun fremhævede netop det dramatiske opgør – det høje tempo, en knockdown, blod og konstante skift i kampbilledet – som et perfekt eksempel på, hvad sporten kan tilbyde, ikke mindst for de mange nye seere, der stiftede bekendtskab med kvindeboksning via TikTok.
“Den havde virkelig det hele. To fightere, der efterlod alt i ringen – foran millioner., runder Sasha Jones sit opslag af.
Læs også: Berørt Mortensen efter VM-triumf: “Jeg er virkelig stolt af mig selv”
For Melissa Mortensen betyder det, at gennembruddet som WBA-verdensmester ikke bare sikrede hende et VM-bælte, men også et globalt udstillingsvindue foran millionstort publikum.



