Der har været drøn på hos verdens største MMA-promotion det seneste døgn, hvor de store nyheder nærmest har stået i kø hos UFC-præsident Dana White.
Først blev det meldt ud, af UFC’s letvægtsmester Islam Makhachev opgiver sit bælte. Den dominerende dagestener rykker en vægtklasse op for senere på året at skulle kæmpe om weltervægtsbæltet med den nykårede champ, australske Jack Della Maddalena.
Læs også: Ny UFC-champ efter dominerende sejr: Det føles f#cing godt
Det er ikke Hr. hvem som helst, der nu indleder jagten på champ-status i UFC’s weltervægts-division. Islam Makhachev har i længere periode toppet UFC’s liste over bedste pund-for-pund-kæmpere i organisationen.
Topuria får titelskud
Nyheden om Makhachev betyder, at der nu skal findes en ny indehaver af den ledige titel som letvægtsmester. Og den kamp har UFC såmænd også allerede på plads.
Ved UFC 317 den 29. juni har UFC nemlig booket et brag af en titelkamp, når spanske verdensstjerne Ilia Topuria tørner sammen med den tidligere champ Charles ‘Do Bronx’ Oliveira.
Ila Topuria viser stolt sit UFC-bælte frem ved en Real Madrid-kamp sidste år. Foto: Imago
Ilia Topuria har terroriseret fjervægtsdivisionen i UFC, hvor han først blev mester ved at knockoute Alexander Volkanovski – og sidenhen give Max Holloway samme omgang.
Spanieren med de georgiske rødder annoncerede efterfølgende, at han frigav sin fjervægtstitel for at rykke op til letvægt, hvor Topuria havde udset sig en titelkamp mod netop Islam Makhachev.
Mens Ilia Topuria dermed kan blive letvægtsmester for første gang, så har Charles Oliveira opnået den bedrift tidligere. I 2021 vandt brasilianeren titlen ved at besejre Michael Chandler og nåede at forsvare titlen mod både Dustin Poirier og Justin Gaethje.
Charles Oliviera efter en af sine mange UFC-sejre tidligere i karrieren. Credit: UFC/Zuppa
I forbindelse med ‘Do Bronx’s kamp mod Gaethe vejede han dog ind 0,5 pund over vægtgrænsen og blev derfor frataget titlen. Den fik han efterfølgende chancen for at genvinde, da han ved UFC 280 mødte – men tabte til – Islam Makhechev, der siden har siddet tungt på letvægtstronen.
Læs også: Pengeregn over Oliveira – runder $1.000.000 i bonuspenge
Mens letvægts-titelkampe mellem Topuria og Oliveira altså er fastlagt til UFC 317 den 29. juni, så er det endnu uklart, hvornår Islam Makhachev skal kæmpe mod Jack Della Maddalena om weltervægtstitlen.