Her til aften blev der trukket lod til de indledende kampe ved VM i Usbekistan. William Bodhi Mørck måtte tidligere på dagen trække sig fra turneringen med sygdom. Således er Mikkel Iversen eneste danske deltager.
Modsat ved EM i Serbien undgik Mikkel Iversen en af de to kvalifikationskampe, som er en følge af det skæve antal kæmpere – 10 – i hans vægtklasse. ‘Bigboss’ kæmper derfor først torsdag, hvor han møder engelske Harvey Moore.
Mikkel Iversens modstander ligner ikke umiddelbart en drømmelodtrækning. Statistik-siden Tapology – som langt fra altid er helt pålidelig, når det kommer til amatørernes rekordlister – har skrevet 22-årige Harvey Moore op for seks kampe, som han alle har vundet. Endda tre på knockout og tre på submission. De to seneste kampe, han er noteret for, har han vundet inden for kampens første minut. Men oven i de skrappe statistikker er det været at bemærke, at Moores seks modstandere har en samlet rekordliste på 2-2. Hvis de tal holder, kommer han op mod en væsentligt mere rutineret af slagsen i kvartfinalen.
VM i Tasjkent bliver kun vist på det internationale amatørforbund IMMAF’s egen streamingtjeneste, som ligger på http://immaf.tv bag en betalingsvæg på knap ni dollars for en måned.
Følg med i slutrunden og få reaktioner fra de danske kæmpere og landstræner Milan Bodhi Silva her på Fighting.dk.
Vil du ikke gå glip af nyheder, interviews, klummer og quizzer fra Fighting.dk? Så følg os på Instagram eller Facebook.