Danmarks MMA-univers

VM om en måned – landstræner tror på danske medaljer

Landsholdet i forbindelse med EM 2024. Fra venstre landstræner Milan Bodhi Silva Mørck, Emil Bamdad Shahriari, Mikkel Iversen, Mikkel Emil og Victor Georgsen. Foto: DMMAF’s instagram-profil.

Efter succesen ved de nordiske mesterskaber i august venter næste opgave på MMA-landsholdet i november i Usbekistan. VM for amatører. En turnering med stor interesse fra blandt andet de store spillere i det professionelle MMA-univers.

“Det internationale MMA-forbund (IMMAF red.) er ret anerkendte, og dem, vi tidligere har set tage medaljer til de store mesterskaber som EM og VM, har allerede dér gjort sig interessante for nogle af de større internationale organisationer. IMMAF har før været sponsoreret af UFC. Nu har de samarbejde med UFC og bliver sponsoreret af BRAVE. Min hypotese er, at promotions som UFC og BRAVE bruger de her sponsorater som en måde at scoute nye talenter,” siger Danmarks landstræner Milan Bodhi Silva Mørck til Fighting.dk.

Han har udtaget to danske kæmpere til VM. Mikkel Iversen fra Metanoia i Sønderborg er den ene. 

“Mikkel blev nordisk mester i 2023 og nummer to til EM her i 2024. Han er en af de mest erfarne kæmpere som amatør,” begrunder Milan Bodhi Silva Mørck. 

Den anden udtagede kæmper er William Silva Mørck – landstrænerens søn.

“William blev dansk mester i 2023 og nordisk mester i 2024. Hans seneste modstander inden de nordiske mesterskaber var en tysker, der blev nummer fem til VM. Ham vandt William over. Så det er ud fra de vurderinger, at jeg har valgt de to til at kæmpe ved VM.”

Men hvorfor bliver der kun udtaget to kæmpere, når landsholdet lige har hevet fem guldmedaljer hjem ved de nordiske mesterskaber?  

“Der var rigtig mange dygtige kæmpere med til de nordiske mesterskaber, men niveauet til VM er bare højere. Så selv om man har vundet guld ved de nordiske mesterskaber, så har jeg vurderet, at nogle af dem ikke har nok erfaring til, at jeg vil risikere deres helbred ved VM. Det vil slet ikke give mening at tage 10 atleter med, hvis jeg forventer, at otte af dem ryger ud i første kamp. Der er der ingen grund til at gamble med deres penge og fysik,” forklarer landstræneren og understreger videre:

“Succeskriteriet for mig handler om, hvor mange medaljer vi tager med hjem fra de internationale turneringer. Så jeg udtager de atleter, hvor jeg mener, at sandsynligheden for medaljer er størst. Mikkel og William kan godt komme i spil til medaljer. Det mener jeg ikke, at de øvrige på nuværende tidspunkt har niveauet til.”

Det med helbreddet giver jo fin mening, men du undrer dig måske over, at Milan Bodhi Silva Mørck også taler om kæmpernes penge. For faktum er – hvor utænkeligt det end kan lyde, når man sammenligner med andre sportsgrene – at kæmperne deltager ved VM for egen regning. Og den er stor.  

“Atleterne skal dække deres egne omkostninger, og der er et deltagergebyr på 10.000 kroner pr. atlet her til VM. De 10.000 dækker hotel, transfer og det gebyr, man skal betale til IMMAF for at være med. Dertil kommer der så flybilletten til 5-6000 pr. snude. Desuden skal man jo også have noget mad, så mit bud er, at det samlede budget pr. atlet løber op i omtrent 20.000,” siger Milan Bodhi Silva Mørck.  

Sådan er det ikke i alle lande. I Østeuropa kører flere nationer med statsstøttede programmer til amatørlandsholdene, så atleterne reelt kan leve som professionelle. Vi skal da også østpå for at finde nogle af favoritterne ved VM. 

“Ukraine har gjort det rigtig godt, og det har Sverige faktisk også i nogle vægtklasser. USA er begyndt at komme på bane, og så er der alle de her eks-sovjetiske lande nede i Caucasus-regionen. Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Tajikistan… alle de ‘stan-lande’ gør det rigtig godt,” fortæller landstræneren.

Trods pengene og rollen som underdog har Milan Bodhi Silva Mørck altså forhåbninger om dansk metal. Selv om de to danskere skal til lommerne for at indfri drømmen om en VM-medalje, så kan det meget vel blive en god investering.

“De store MMA-promotorer har repræsentanter med, når der afholdes stævner, og derfor kan de holde øje med kæmpernes potentiale og så signe dem, når de på et tidspunkt er klar til at blive professionelle. Så jeg ser det som rigtig vigtigt at vores to kæmpere kommer af sted og performer rigtig godt, for det vil gøre dem mere attraktive, når de – forhåbentlig først om et par år – skal over og kæmpe pro. Der vil sådan en IMMAF-medalje betyde rigtig meget.”

VM begynder mandag den 4. november i Usbekistan og slutter søndag den 10.  Mikkel Iversen skal konkurrere i letsværvægt, mens William Silva Mørck kæmper i fjervægt.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler chefredaktør Jonas Alexander op på de vigtigste historier og kigger frem.