Mads Burnell har fået smag på mere.
Efter at have kæmpet sin første kamp på dansk grund i mere end syv år ved Airtox Dominance 7.0 i Randers den 29. august ser den danske MMA-stjerne allerede ud til at have en ny kamp lige om hjørnet.
Læs også: Airtox Dominance 7.0: Overlegen sejr til Burnell – Thastum med vanvittig pro-debut!
I et opslag på sociale medier lægger Burnell MMA’s striking-coach Daniel Kwarteng ikke skjul på, at den tidligere UFC-, Bellator- og PFL-profil snart er tilbage.
“We back at it soon,” skriver Kwarteng til dette billede.

Og den kommende kamp markerer en slags jubilæum for danskeren. Det bliver nemlig den 32-årige danskers 30. professionelle kamp – et tal, kun ganske få danske MMA-fightere kan matche.
Faktisk er det kun Nicolas Dalby, der har flere professionelle kampe på cv’et end Burnell. Dalby har været i buret 31 gange som professionel.
Venter kamp i KB Hallen?
Hvor og hvornår Burnells jubilæumskamp løber af stablen, er endnu uvist.
Men både Burnell selv og Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen har tidligere talt varmt om, at danskeren kan få endnu en kamp på dansk grund – så mon ikke det er et meget godt bud, at Burnell skal i aktion, når Airtox Dominance 8.0 rammer KB Hallen den 17. oktober?
Læs også: Stolt Mark O. før Burnell-kamp: “En af de bedste danske MMA-fightere nogensinde”
Ved det stævne er der foreløbig offentliggjort to kampe.
Nicki Mahler får sin MMA-debut i en direkte duel med Renegade MMA’s Mads Juul Andersen, mens Arte Suave-talentet Rida Jawad står over for svenske Zane Ayaz.
Læs også: Nicki Mahler får MMA-debut i KB Hallen – møder rutineret Renegade-fighter
Derudover er Burnell MMA-sværvægteren Kasper Hansen bekræftet til stævnet, dog uden at en modstander er meldt ud endnu.



