William Mørck har aldrig været kendt for at sige nej til en ny udfordring.
Den 19-årige dansker tog allerede i en meget ung alder masser af MMA-kampe mod fuldvoksne mænd, og det lader til, at han fortsat har det mindset.
I hvert fald har det danske kampsportstalent i weekenden vist, at han også kan levere varen inden for kickboksning.
Mørck, der har tilnavnet ‘The Butcherboy’, opholder sig i øjeblikket i Thailand, hvor han i weekenden stod øverst på plakaten som main event ved Super Fight Night i Jaomkhao nær Phuket.

Og det gik over al forventning.
Ifølge et opslag fra landstræner Milan Silva – der også er Williams Mørck far – vandt danskeren sin kamp mod Tony Woods fra Bangtao Muaythaimma.
MMA-prodebut venter i år
William Mørck skrev sidste år professionel kontrakt med MMA GALLA og forventes at debutere som professionel MMA-kæmper senere i år.
Inden da venter dog en amatørkamp ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen den 28. marts.
Arte Suave-profilen går ind til den kamp med 13 sejre i 15 kampe som MMA-kæmper – og nu altså også en frisk 1-0-record som kickbokser.


