Der venter en stor aften for William Mørck, når det 20-årige danske stortalent fra Arte Suave lørdag endelig gør sin professionelle debut ved MMA GALLA vol. 33 i Brøndby Hallen.
Og Mørck har set frem til dagen i lang tid.
“Jeg glæder mig helt sindssygt meget. Jeg har virkelig set frem til det efter en god, lang lejr. Vi har bare kørt på de sidste ti uger,” fortæller William Mørck til Fighting.dk.
I debuten står Mørck over for svenske August Jacobsson fra Halmstad – en modstander, der ikke er et ukendt ansigt i Brøndby Hallen.
Læs også: Skandinavisk brag venter: William Mørck får pro-debut mod svensk turneringsvinder
Det var nemlig netop dér, Jacobsson vandt den prestigefyldte Victory Tournament, hvor han på vejen mod sejren slog både Rida Jawad og Sigurd Rømer. Førstnævnte kæmper ligesom Mørck ud af Arte Suave.
Ikke noget vildt
Men den svenske triumf imponerer ikke danskeren synderligt.
“Jeg føler, han er en fin modstander, men ikke noget vildt, hvis du spørger mig. Jeg synes ikke, han så god ud mod Rida – det var ikke Ridas normale niveau. Og Rømer gav ham på madkassen næsten hele vejen,” siger William Mørck.
Danskeren har et klart billede af, hvordan opgøret kommer til at forløbe.
“Han er god til at trække guard. Det kan han bare prøve mod mig, så skal der nok lande en albue eller to i smasken på ham. Ellers er planen bare at køre ham midt over. Han får en rigtig hård aften. Jeg er mega klar,” lyder det selvsikkert fra Mørck.
Læs også: Endnu en kamp på plads i Brøndby: Ungt Arte Suave-talent får senior-debut
William Mørck bliver en af i alt syv Arte Suave-kæmpere, der er i aktion ved MMA GALLA vol. 33. Blandt dem er også William Mørcks lillebror, Julius Mørck, der gør sin senior-debut som MMA-fighter samme aften.




