Alexander Volkanovski beviste endnu engang, at han hører til blandt sportens allerstørste, da han natten til søndag dansk tid forsvarede sit VM i fjervægt ved UFC 333 i Abu Dhabi.
Og måden, han gjorde det på, satte hele MMA-verdenen i gang. Den 38-årige australier stoppede nemlig den tidligere ubesejrede russer Movsar Evloev på TKO i anden omgang – en modstander, ingen tidligere havde formået at besejre.
Læs også: 38-årig UFC-champ skriver historie: Stopper ubesejret russer i titelkamp
I kølvandet på sejren væltede hyldesterne ind. En stribe af sportens egne fightere kippede med flaget på de sociale medier, og mange udråbte australieren til den største fjervægter i UFC’s historie.
De store internationale medier stemte i. Det toneangivende Uncrowned slog kort og kontant fast, at Volkanovski nu er “fjervægtens GOAT”, mens amerikanske CBS Sports beskrev præstationen med ordene, at australieren er “tidløs”, og at alder for ham blot er et tal.
Imponeret UFC-chef
Også UFC-boss Dana White lagde sig fladt ned for sin mester, da han efter stævnet mødte pressen.
“Han er simpelthen en vild atlet. At komme ind og slå en ubesejret, yngre modstander – Volkanovski er helt utrolig. Det var ham, der var den aggressive, ham, der jagtede afslutningen. Han er bare bygget anderledes,” lød det fra White.
Læs også: To titler forsvaret og syv finishes: Her er alle resultaterne fra UFC 333
Sejren var ikke bare endnu et titelforsvar. Med triumfen tog Volkanovski sin niende sejr i en fjervægts-titelkamp og står nu alene med rekorden for flest af slagsen i UFC’s historie – foran selveste legenden José Aldo.
Og hos den slagne Evloev var der heller intet at udsætte på mesteren. Russeren erkendte efter nederlaget, at Volkanovski kun er blevet bedre med årene.


