Danmarks kampsportsunivers

Svensk UFC-profil fik hjerteproblemer: Landsmand får chancen på kort varsel

Svenske Theodor Berggren under indvejningen forud for sin UFC-debut. Foto: Youtube-screenshot

Det er en stor dag for svensk MMA, når Theodor Berggren i dag får sin debut i UFC ved eftermiddagens event i Baku.

Den 26-årige svensker fra Umeå fik chancen på ganske dramatisk vis. Oprindeligt skulle landsmanden Andreas Gustafsson have kæmpet mod ukrainske Daniil Donchenko, men ‘Bane’ måtte trække sig – og er sidenhen blevet løst fra sin UFC-kontrakt – på grund af alvorlige hjerteproblemer.

Læs også: Efter dominerende UFC-debut: Nu vil hypet svensker møde Dalby i Paris

I stedet fik Berggren et sent opkaldt og en stor chance for at gøre sin entré på sportens største scene med blot få ugers varsel.

Svenskeren går ind til sin UFC-debut med 11 professionelle kampe, der har givet otte sejren og tre nederlag. Han har gjort sig bemærket i den svenske toppromotion Fight Club Rush og har desuden kæmpet i Cage Warriors – den britiske organisation, der gennem årene har sendt en stribe af Europas største navne videre til UFC.

Ukrainsk TUF-vinder venter
Men det bliver ingen let opgave for svenskeren i Baku. På den anden side af buret venter Donchenko, der vandt showet The Ultimate Fighter.

Og bookmakerne er ikke i tvivl om, hvem de tror på. Hos Expekt giver en sejr til Donchenko blot odds 1,18, mens en overraskende svensk sejr giver odds 4,05.

Berggren er med andre ord en af kortets mest markant underdogs i sin debutkamp.

Svenskeren kan dog noget, der vækker respekt. Han har afsluttet sin modstander i alle otte professionelle sejre, og Berggren har heller ikke i Baku nogen intention om, at kampen skal afgøres på dommersedlerne.

“Jeg bliver ked af det, hvis jeg ikke får en afslutning,” har Berggren således sagt til svenske Frontkick forud for kampen.

Theodor Berggren er pt. Sveriges eneste aktive UFC-fighter.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.