Danmarks kampsportsunivers

Belønnet efter brandkamp: Dansk talent får kamp ved kæmpe svensk stævne

Hamzah Raja på vej mod sejren i søndags mod svenske Elias Franzon. Foto: MTFL

Da Hamzah Raja i weekenden vandt overbevisende ved MTFL Fight Club, lagde det danske stortalent i sit vinderinterview ikke skjul på, at han følte sig klar til større opgaver.

Læs også: Dansk TMT-talent tager stor sejr i Sverige: “Vanvittig præstation”

Nu får stortalentet fra TMT Copenhagen så chancen for at bevise, at han hører til på den store scene.

Raja har nemlig plads på et af promotionens helt store, nummererede kort, når MTFL 19 løber af stablen den 5. september i Stockholm.

Pladsen skal helt sikkert ses som en belønning for to sejre i træk i MTFL Fight Club – konceptet, der fungerer som vejen ind til promotionens største shows.

TMT Copenhagen-fighteren har også fået sin modstander på plads, og der venter en hård test i debuten på det store MTFL-fightcard.

Læs også: Dansk talent vækker begejstring: “Virker allerede klar til de store shows”

Modstanderen bliver nemlig svenske Noah Pirot, der er dobbelt svensk U23-mester i muay thai og har flere store sejre bag sig i sin forholdsvis korte karriere.

Svenskeren fra Loyalty Muay Thai får – ligesom Hamzah Raja – sin debut på et af MTFL’s nummererede stævner, så der er lagt op til en spændende letvægtsdyst mellem de to talenter, der mødes i vægtklassen op til 60 kilo.

MTFL 19 finder sted lørdag den 5. september i Quality Hotel Strawberry Arena i Stockholm.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.