Danmarks kampsportsunivers

Mikkel Lund før stor Mikenta-dag i Sverige: “Vi går i krig sammen”

Mikkel Lund i en stille stund i barndomsklubben Mikenta. Foto: Bahadir Berber / @badicph

Der venter en stor dansk aften, når Apex Fight League i morgen aften afvikler AFN 13 i Solnahallen i Sverige.

Her skal hele tre fightere fra vestegnsklubben Mikenta i aktion samme aften – blandt dem Mikkel Lund, der tager en pro-MMA-kamp mod svenske Rashid Gidaev.

Læs også: Mikenta indtager Sverige: Tre fightere er på kortet ved AFN 13 på lørdag

Og for Lund, der samtidig har fået en mere fremtrædende rolle i den daglige ledelse af Mikenta, betyder det meget at have holdkammerater med til Sverige.

“Det er noget af det, jeg elsker ved Mikenta. Man står aldrig helt alene. Vi har kunnet presse hinanden i træningen, hjælpe hinanden og dele både de gode og de hårde dage,” fortæller Mikkel Lund til Fighting.dk.

“Og så gør det bare en kæmpe forskel at vide, at når jeg går ind i buret i Sverige, så har jeg et hold i ryggen.”

Netop følelsen af at stå sammen som klub tager brodden af det at skulle kæmpe på udebane.

“Udebane giver selvfølgelig en ekstra dimension. Men når vi er flere fra Mikenta, føles det ikke helt som udebane. Vi har hinandens ryg, og det betyder meget. Jeg føler lidt, vi går i krig sammen,” siger Lund.

Mere nervøs for holdkammeraterne

Sammenholdet betyder faktisk, at Lund nærmest er mere nervøs på sine holdkammeraters vegne end sin egen.

“Helt ærligt tror jeg næsten, jeg er mere nervøs for mine holdkammerater. Når man selv skal kæmpe, ved man ligesom, hvad man går ind til og kan selv styre slagets gang. Men når man står ved siden af buret og ser en af sine egne gå ind, kan man ikke gøre noget. Det er næsten værre,” fortæller han.

For Lunds eget vedkommende kommer han til Sverige efter et par ærgerlige resultater i sine seneste kampe – men han går ikke ind til opgøret for at reparere fortiden.

“De sidste to kampe har ikke givet mig det resultat, jeg ville have, og det irriterer mig. Men jeg går ikke ind til den her kamp for at reparere noget. Jeg går ind for at gøre mit arbejde og vise, hvad jeg kan,” siger Mikkel Lund.

Læs også: Iskold Mikkel Lund booker storkamp: Møder ubesejret svensk prospect på udebane

Danskeren er relativt ny i MMA-sporten, men har også en lang, glorværdig karriere inden for muay thai, og det har givet ham erfaring nok til at vide, at et nederlag ikke skal fylde for meget.

“Jeg ved efterhånden, at man ikke bliver en dårligere fighter af at tabe en kamp. Men man skal kunne rejse sig bagefter. Det er egentlig det, jeg gerne vil vise nu – jeg vil ind og performe, nyde det og gøre det, jeg er bedst til,” siger Lund.

Ud over Mikkel Lund skal også Daniel Regaard og Kaan Er i aktion for Mikenta ved AFN 13.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.