Danmarks kampsportsunivers

Ny kæmpe overraskelse: Ubesejret UFC-talent knockoutet i Salt Lake City

Det er nærmest blevet en trend i UFC, at de mest hypede favoritter bliver besejret.

I sidste uge var det den tidligere OL-guldvinder Gable Steveson, der som storfavorit og hypet prospect måtte lide den tort at blive knockoutet i første omgang. Og natten til søndag dansk tid blev vi vidne til endnu en overraskende sejr, da UFC 332 løb af stablen i Delta Center i Salt Lake City.

Læs også: Gigantisk UFC-sensation: Olympisk guldvinder knockoutet på 12 sekunder!

Denne gang gik det ud over det camerounske stortalent Ateba Gautier. Den blot 24-årige mellemvægter havde indtil lørdag smadret al modstand og så nærmest urørlig ud – han var ubesejret i UFC med fem sejre i træk, ni knockouts på rekordlisten og en status som et af organisationens mest frygtede unge navne. Derfor var han også gjort til klar favorit hos bookmakerne forud for main card-åbneren.

Men det er nu engang i buret, kampene skal afgøres. Og her viste rutinerede russiske Roman Kopylov sig at være en alt for stor mundfuld.

Den 35-årige russer lod sig ikke skræmme af Gautiers ry. I stedet holdt Kopylov afstand, ramte sin yngre modstander med præcise kontraslag og sendte til sidst Gautier i gulvet med en skarp kombination, inden han afsluttede med slag på jorden – godt tre minutter inde i første omgang.

Læs også: Historisk knockout-aften: Se alle resultaterne fra UFC 332

Dermed led Gautier karrierens første nederlag i UFC, mens Kopylov med sejren tog revanche efter en svær periode med to nederlag i træk.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.