Mens vi er midt i Fight Week for Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen, så venter årets sidste MMA GALLA også lige om hjørnet.
Læs også: Titelbrag, hypet pro-debut og internationalt stjernestøv: Lørdag venter Airtox Dominance 8.0
Den 31. oktober løber MMA GALLA vol. 34 af stablen i Fredericia, og netop til det event har den danske MMA-promotion nu offentliggjort endnu en kamp.
Den står mellem Edmond Begolli, der som Fight Team Kolding-kæmper er tæt på hjemmebanen, og Arte Suaves Emmanuel Antwi. Og det er en kamp, MMA GALLA selv omtaler i rosende vendinger.
“To sultne kæmpere står klar til at tørne sammen i buret. Begge er fast besluttede på at levere en stærk præstation og tage sejren med hjem,” lyder det i et opslag på sociale medier.

Frisk sejr i bagagen
Det kan godt være, at Begolli er hjemmebanefavorit, men Antwi må gå ind til kampen med masser af selvtillid. Arte Suave-kæmperen fik sin MMA-debut ved MMA GALLA vol. 32 i Odense den 29. august, og dengang stoppede Antwi den ellers noget mere rutinerede William Jensen.
Edmond Begolli står noteret for to kampe som MMA-fighter med én sejr og ét nederlag. Det er dog værd at bemærke, at Kolding-kæmperens nederlag kom på en diskvalifikation for et ulovligt knæ.
MMA GALLA vol. 34 finder sted 31. oktober i Middelfart Sparekasse Arena.




