Der er nu kommet et ganske markant efterspil til en af de mest kaotiske kampe ved Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen.
Da aftenens co-main event mellem Khusein Askhabov og Reinaldo Ekson Oliveira endte i det rene tumult, blev tjetjeneren Askhabov udråbt som vinder. Men nu har det danske MMA-forbund, DMMAF, kigget nærmere på sagen, og forbundet har vendt afgørelsen fuldstændigt på hovedet.
DMMAF har besluttet at diskvalificere Khusein Askhabov, og dermed står Reinaldo Ekson Oliveira nu officielt noteret som vinder af opgøret. Samtidig har forbundet idømt Askhabov og hans hjørneteam en 12 måneders karantæne fra alle DMMAF-sanktionerede stævner og aktiviteter – både som fighter, træner, cornerman og i enhver anden rolle.
For Askhabov betyder diskvalifikationen desuden, at nederlaget føjes til hans professionelle rekordliste, der dermed lyder på 24 sejre og to nederlag.
Læs også: Reagerer på kaos-kamp i KB Hallen: “Kæmpere, trænere og teams har et fælles ansvar”
I sin redegørelse beskriver det danske MMA-forbund det forløb, der førte til afgørelsen. Efter et mistænkt eyepoke valgte kamplederen at afbryde kampen, men i den efterfølgende pause noteres det, at Askhabov optrådte aggressivt og forsøgte at angribe sin modstander på trods af dommerens indgriben.
“Kamplederen blev nødt til fysisk at holde Askhabov tilbage, mens medlemmer af hans hjørneteam forsøgte at komme ind i buret, hvilket krævede indgriben fra stævnets sikkerhedsvagter,” skriver DMMAF.
Tager ansvar for fejl
Forbundet konkluderer, at Askhabovs adfærd under pausen udgjorde en alvorlig overtrædelse af de fælles MMA-regler og berettigede til diskvalifikation – uanset omstændighederne omkring den oprindelige afbrydelse.
DMMAF erkender samtidig åbent og ærligt, at den oprindelige afgørelse var forkert.
“DMMAF anerkender, at den oprindelige beslutning var forkert, og tager ansvar for at sikre, at resultatet bliver korrigeret,” skriver forbundet, der dog samtidig fremhæver, at situationen var helt uden fortilfælde og yderst vanskelig for de involverede officials.
Læs også: Diskvalificeret fighter i opråb til Mark O. Madsen: “Hvor er retfærdigheden?”
Forbundet lægger ikke fingrene imellem i sin fordømmelse af episoden.
“DMMAF fordømmer på det kraftigste den adfærd, der blev udvist under episoden. Forsøg på at angribe en modstander under en pause, ignorering af kamplederens instruktioner og uautoriseret indblanding fra hjørneteams er uacceptabelt og hører ingen steder hjemme i professionel MMA,” lyder det.




