For godt et år siden lagde Rasmus Mikkelsen handskerne på hylden – men nu er den ubesejrede dansker klar til et overraskende comeback.
Den 24-årige bokser skifter samtidig til weltervægt, når han møder italienske Fabio Cascone over seks omgange ved Danish Fight Night den 14. november på Scandic Sluseholmen i København.
Læs også: Danish Fight Night: To ubesejrede mødes i dansk-italiensk duel
Comebacket er bemærkelsesværdigt, fordi Mikkelsen allerede troede, han var færdig. Efter sin fjerde sejr som professionel i september 2025 meddelte han nemlig, at karrieren var slut.
Årsagen var vedvarende skader, der ifølge danskeren selv betød, at hans krop ikke længere kunne træne på det niveau, han ønskede.
Men lysten til boksningen forsvandt aldrig. Mikkelsen vendte tilbage til træningslokalet, og med skiftet til en tungere vægtklasse har han indtil videre kunnet holde sig skadesfri.
Første test over seks omgange
Den ubesejrede dansker står noteret for fire sejre i fire professionelle kampe, heraf én på knockout, og han nåede at bokse en enkelt kamp ved et Danish Fight Night-stævne i 2025, inden skaderne satte en stopper for den videre karriere.
Nu venter med Fabio Cascone en rutineret italiensk modstander i comebacket – og samtidig bliver det første gang,

Mikkelsen skal bokse over seks omgange. Ud over Mikkelsens kamp er blandt andre Enock Mbilizi, Hamza Hussein, Ajet Jusufi og Nikolay Piddubnyy på programmet, når ‘Danish Fight Night – Tomorrow’s Champions’ vender tilbage den 14. november.




