Danmarks kampsportsunivers

Anbefalet af Kessler: Primetime Boxing skriver kontrakt med nyt stortalent

Det norske talent Noah Henriksen skal fremover tørne ud for Primetime Boxing, når han går i ringen. Foto: Primetime Boxing

Primetime Boxing har skrevet kontrakt med et af Nordens mest lovende boksetalenter.

Den danske promotion har nemlig sikret sig en aftale med norske Noah Henriksen.

Det fremgår af et opslag på Primetime Boxings sociale medier.

I opslaget fortælles der også, at den primære årsag til, at det norske talent overhovedet kom på Primetimes radar, hedder Mikkel Kessler.

Danmarks største herrebokser nogensinde har således personligt anbefalet Primetime at skrive kontrakt med Henriksen, som han ser et stort udviklingspotentiale i.

“Når Mikkel Kessler kommer med sådan en anbefaling, så er det svært at sige nej,” lyder det.

Norsk og nordisk mester
Henriksen kommer til med et stærkt amatørfundament i bagagen. I 2026 blev han både norsk og nordisk mester, og året forinden vandt han det såkaldte King of the Ring-stævne med en finalesejr over svenske Bolor Jargal.

Som en del af satsningen flytter den unge nordmand nu fra Norge til Danmark for at kunne satse fuldt ud på boksningen. Her bliver han en del af træningsmiljøet omkring netop Mikkel Kessler samt træneren Thomas Macon, der skal stå for at udvikle Henriksen fra amatør til professionel.

Det er ikke længe siden, at Primetime Boxing også skrev kontrakt med det danske stortalent Lucas Ashira.

Læs også: Vandt prof-debut på lyn-knockout: Nu får dansk stortalent langtidskontrakt

Nu fortsætter den danske boksepromotion med Kasper Holgersen i spidsen altså sin oprustning.

Blandt de største navne i stalden hos Primetime Boxing finder man profiler som Jacob Bank, Melissa Mortensen og Oliver Zaren, sidstnævnte skal om bare tre uger bokse om IBF- og IBO-bæltet i et kæmpe VM-brag mod cubanske Osleys Iglesias.

Læs også: Zaren én måned før stort VM-brag: “Klar til at vise, jeg hører til i toppen”

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.