I går kunne vi her på Fighting.dk afsløre, at Mikkel Lund får main event-spottet ved Airtox Dominance 5.0.
Læs også: Mark O. afslører: Mikkel Lund får main event-spottet ved Airtox Dominance 5.0
Den 33-årige dansker står dermed øverst på plakaten i KB Hallen i sin bare anden kamp som MMA-kæmper.
Mikenta-kæmperen kan godt mærke, der er sommerfugle i maven inden sin kamp mod norske Jan Richard Joreid.
“Det kilder helt sikkert i maven over at skulle i buret igen. Og især nu hvor man står øverst på plakaten som main event,” siger Mikkel Lund til Fighting.dk.
Mere end 90 muay thai-kampe
Han tog sidste år springet fra muay thai til MMA efter en lang karriere med mere end 90 thaiboksekampe.
Med en fabelagtig præstation og førsterunde-finish mod Alexander Virtanen i sin debut ved Airtox Dominance 4.0 viste Mikkel Lund, at han hører til på den danske MMA-scene.
Læs også: Mikkel Lund satser alt på 2026: “Jeg sigter efter stjernerne”
At den præstation har ført ham direkte ind i main event, glæder Mikkel Lund.
“Det er jeg jo enormt stolt over. Jeg er mega taknemmelig for den tillid, der bliver vist mig,” understreger Mikenta-kæmperen, der slår fast, at han kommer til at give den alt i buret lørdag aften i KB Hallen.
“Jeg agter at give tilliden 110 procent tilbage i form af det vildeste show,” lyder det fra en stolt Mikkel Lund.
Airtox Dominance 5.0 løber af stablen lørdag aften klokken 18.00 i KB Hallen på Frederiksberg.



