Med seks dage til Airtox Dominance 5.0 kan vi nu løfte sløret for, hvilke fightere der får æren af at kæmpe main event lørdag aften i KB Hallen.
Over for Fighting.dk afslører Mark O. Madsen, at valget er faldet på kampen mellem danske Mikkel Lund og norske Jan Richard Joreid.
“Mikkel Lund er en rigtig fed type. Han er en underholdende kæmper, der virkelig gik ind og leverede en pragteksemplarisk præstation sidst,” fortæller Airtox Dominance-præsidenten om den danske main eventer.
Læs også: Mikkel Lund satser alt på 2026: “Jeg sigter efter stjernerne”
Den 33-årige Mikkel Lund kommer fra vestegnsklubben Mikenta, hvor han har trænet og kæmpet hele sin karriere. Han er mest kendt i det danske kampsportsmiljø for mere end 90 muay thai-kampe, men sidste år tog han springet og debuterede som MMA-fighter ved Airtox Dominance 4.0.
Her submittede han norske Alexander Virtanen i første runde i en kamp, der virkelig fik Mark O. Madsen til at løfte øjenbrynene.
Rosende ord
“Det var en gennemført flot præstation. Det spændende ved en type som Mikkel er, hvordan han reagerer, når han rammer gulvet. Mange standup-kæmpere bliver så fokuserede på ikke at komme ned at ligge, at de glemmer det, de er gode til. Mikkel viste, at han er klar – uanset hvor kampen foregår,” lyder de rosende ord fra Airtox Dominance-præsidenten.
Med main event-spottet kommer Mikkel Lund altså øverst på plakaten i KB Hallen allerede i sin anden kamp som MMA-pro, når han møder nordmanden Jan Richard Joreid, som ligeledes er 1-0 som pro.
Læs også: Mikkel Lund afslører: Kæmpede debutkamp i KB Hallen med fingerskade
Nordmanden med kælenavnet ‘Hitman’ slog i sin professionelle debut den 1. november sidste år Daniel From ved Airtox Dominance Academy 2.0 i Guldboxen i Nykøbing Falster.
“Det er to kæmpere, der vil fremad, så jeg tror, det bliver en rigtig fed og underholdende kamp,” slår Mark O. Madsen fast.
Airtox Dominance 5.0 – med Mikkel Lund vs. Jan Richard Joreid som main event – løber af stablen nu på lørdag fra klokken 18.00 i KB Hallen.
Fighting.dk livedækker naturligvis stævnet live fra KB Hallen, ligesom det også kan streames hos vores gode samarbejdspartner fra Pluto TV.



