Tidligere i dag blev det annonceret af bl.a. det sædvanligvis troværdige MMA Orbit, at Belal Muhammad er ude af sit main event ved UFC 310. Her skulle weltervægtsmesteren have forsvaret sit titelbælte for førstegang, mod den ubesejrede kasak Shavkat Rakhmonov. Muhammad uddybede selv, at han har en inficeret knogle i foden, der kræver seks ugers penicillin-behandling uden fysisk aktivitet.
Nyheden var noget, der fik flere af UFC’s kæmpere til tasterne. Ikke mindst dem i weltervægtsdivisionen. Rakhmonov gik selv hurtigt ud og ønskede god bedring til Muhammad, inden han kastede en udfordring ud til enhver weltervægter, der vil tage en kamp om interim-bæltet 7. december i T-Mobile Arena.
Og interesserede weltervægtere er der. En af dem er Ian Garry, som delte billedet herunder på sin Instagram-konto med teksten: “Undefeated v Undefeated. Anytime. Anywhere.”

Mindre direkte var reaktionen fra den tidligere mester Kamaru Usman, som lagde et ganske kortfattet opslag op på X:

Om Usmans emojier signalerer interesse i at træde ind for Muhammed den 7. december i T-Mobile Arena, eller bare håner Muhammad, som han har en beef kørende med, kan man kun gætte på. Angiveligt skulle ‘The Nigerian Nightmare’ i øvrigt have en kamp i kalenderen mod Jack Della Maddalena i Sydney i februar. Og ‘Three-name Jack’ har der været helt og aldeles stille fra. Leon Edwards har dårligt nok sagt et ord siden sit nederlag til Belal Muhammad i Manchester, Sean Brady har og Colby Covington er travlt optaget af at føre valgkamp for Donald Trump.
UFC kigger naturligvis også andre veje end i weltervægtsdivisionen. En af de retninger de har fået for vane at kigge i her i 2024 er Alex Pereiras. ‘Poatan’ reddede dem både ved UFC 300, da de manglede et værdigt main event til jubilæet, og igen ved UFC 303 da Conor McGregor blev skadet. Med korte titelforsvar mod henholdsvis Jamahal Hill og Jiri Prochazka til følge.

Ifølge MMA-journalisten Ariel Helwani bliver der dog ikke gensyn med Pereira for fjerde gang i dette kalenderår. Brasilianeren forsvarede tidligere på måneden sit bælte mod Khalil Rountree ved UFC 307, og derefter gav han udtryk for, at han trængte til en pause. Ifølge Helwani har UFC ikke bedt Pereira træde til denne gang, og han har heller ingen intention om at gøre det.
Dermed er der lidt af et arbejde foran UFC’s matchmakere, hvis de skal redde kortet ved årets sidste pay-per-view, hvor main card nu ser sådan her ud:
Main event: TBC
Co-main event: Alexandre Pantoja vs. Kai Asakura – fluevægtstitelkamp
Ciryl Gane vs. Alexander Volkov
Movsar Evloev vs. Aljarmain Sterling
Vicente Luque vs. Nick Diaz
Hvilket main event ser du gerne afløse Muhammad vs. Rakhmonov? Giv os dit bud i kommentarfeltet.
Vil du opdateres på nyheder, interviews, reportager og quizzer fra Fighting.dk? Så følg os på Instagram eller Facebook.