Rajbek Bisultanov er rykket Thailand. Her forsøger Dominance FC-kæmperen at skærpe sin evner i især den stående del af MMA, og han mangler ikke kvalificerede træningsmakkere.
En af dem er UFC-weltervægteren Ian Garry, som er igang med forberedelserne til den største kamp i sin karriere den 7. december i T-Mobile Arena mod Shavkhat Rakhmonov i en kamp om at blive førsteudfordrer til vægtklassens mester Belal Muhammad.
“Han er klart en af de dygtigste hernede lige nu,” siger Rajbek Bisultanov på telefonen fra Thailand til Fighting.dk. I samme øjeblik går Garry forbi og siger et eller andet utvivlsomt kækt og med tyk irsk accent, men som desværre går tabt i lidt støj på linjen. Rajbek Bisultanov fortæller dog, at UFC-stjernen har masser af rosende ord, når de har været i buret sammen.
“Han siger selv, at jeg giver ham rigtig god modstand. Selvfølgelig er han meget bedre striker, men når vi bryder, tager jeg ham klart, og det går han også rundt og fortæller til de andre. Jeg har faktisk lige sparret med ham, og det gik rigtig godt. Selvfølgelig er han bedre, og jeg blev ramt en del, men han fik også noget tilbage,” siger Rajbek Bisultanov.
Han har efterhånden været i Thailand hos den anerkendte gym Bang Tao Muay Thai & MMA i en måneds tid og er blevet pisket igennem af en række internationale kæmpere.
“Det er hårdt. Meget hårdt. Der er nogle gode kæmpere her og rigtig mange der kæmper UFC, men også Bellator og PFL,” siger Bisultanov, og nævner mellemvægteren Chris Curtis som et andet stort navn, han har gået sparringsrunder med.
“Jeg har trænet meget cardio og arbejdet hårdt på at komme ned i vægt. Om aftenen træner vi thaiboksning, andre dage MMA eller MMA-brydning. Det er hårdt, men jeg har flyttet mig meget. Jeg træner to gange om dagen og lægger rigtig mange timer i det, men det virker også. Og der er kun dygtige kæmpere her.”
Bisultanov har modsat nogle af de store internationale navne ikke folk med sig, og selv om der er både danskere og bekendtskaber fra andre steder i verden, så kan det godt være udfordrende at være på solotur.
“Det er lidt svært at være her uden træner, for der er ikke en, der holder øje og retter på dine fejl. Men det går godt, og de trænere, der er hernede siger, jeg har forbedret mig meget. De er imponerede over, hvor langt jeg er kommet på 5-6 måneder,” siger Rajbek Bisultanov, der gik i gang med MMA-træningen i foråret, da Mark O. Madsen lancerede Dominance FC.
Fredag rejser han tilbage til Danmark, og selv om det har været en meget givende tur, er der også gode ting ved at skulle hjem igen.
“Selvfølgelig savner jeg min familie, og det er svært lige pludselig at være væk en måned. Jeg ser dem heller ikke så meget, som jeg gerne ville derhjemme, fordi jeg arbejder og træner rigtig meget. Men sådan er livet. Nu har jeg valgt at gå den her vej, og så er jeg nødt til at gøre alt, hvad jeg kan. Så håber jeg, at jeg kan få mere tid til dem senere.”
Efter at have afsluttet sin modstander på bare 19 sekunder som hovednavn ved DFC 01 i september skal Rajbek Bisultanov efter planen i buret igen 11. januar til DFC 02 i KB Hallen. Hans modstander er endnu ikke offentliggjort.
Læs også: Mark O. har kæmpe forventninger til Bisultanov: En bedre bryder end Chimaev