Når Dominance FC afholder sit første stævne lørdag i KB Hallen, er det med et main event mellem Rasmus Ehlers og den debuterende Rajbek Bisultanov. Sidstnævnte får store ord og et ligeså stort forventningspres med på vejen af Dominance-præsident Mark O. Madsen.
“Jeg tror, vi er mange, der har kæmpe forventninger til Rajbek. Rajbek er den første danske europamester i 93 år. Han er et bryde-fænomen. Det er ikke bare mig, der siger det. Det er faktisk United World Wrestling, der har beskrevet ham som et brydefænomen,” siger Mark O. Madsen, der ikke er bleg for at bruge store ord om sit ene hovednavn.
“Potentialet er gigantisk.”
Rajbek Bisultanov er gode venner med megastjernen Khamzat Chimaev, der er vokset op i Sverige, men ligesom Bisultanov har tjetjenske rødder. Lige fra sin debut i 2020 tog Chimaev UFC med storm og er blevet et af MMA-sportens helt store navne. Alligevel vil Madsen gerne pege på områder, hvor hans egen kæmper er stærkere end sin noget mere berømte kammerat.
“Rajbek er en bedre bryder end Khamzat Chimaev. Rajbek er europamester i græsk-romersk. Vice-verdensmester. Rajbek havde potentialet til rejse med til de olympiske lege og vinde en olympisk medalje, nøjagtig som hans bror Turpal Bisultanov netop har gjort,” fastslår Mark O. Madsen. Samtidig tilføjer Dominance-præsidenten dog en vigtig nuance:
“Nu skal vi bare lige være med på, at det her ikke er græsk-romersk brydning. Det er MMA. Og det der gør Khamzat Chimaev unik, nøjagtig som Khabib og Islam Makhachev, det er den måde, de har fået deres brydning til at give mening på inde i MMA-buret. Det er ikke klassisk brydning som vi kender det fra fristil eller græsk-romersk. Det er MMA-brydning, og det er det, Rajbek skal ind og lære meget, meget hurtigt,” siger Mark O. Madsen.
Hør Mark O. fortælle om forventningerne til Rajbek Bisultanov i videoen over artiklen.
Rajbek Bisultanov er ikke den eneste kæmper med et berømt efternavn på plakaten på lørdag. Læs vores interview med Marsel Terteryan – bror til OL-bokser Nikolai Terteryan – der også debuterer lørdag i KB Hallen.