Jacob Bank tog en overlegen sejr i Jeddah i Saudi-Arabien lørdag aften – og efterfølgende blev den danske boksestjerne hyldet af både fans og internationale medier.
Læs også: Medier og fans i ekstase over Bank-triumf: “En VM-kamp MÅ være det næste”
Og nu kommer anerkendelsen så også fra et sted, der vejer ekstra tungt – nemlig modstanderens egen lejr.
Pawel Augusts træner, Dean Lewis, har efter kampen lagt et opslag på sociale medier, hvor han uden omsvøb anerkender, at danskeren var i en klasse for sig.
“Det var ikke det resultat, vi ville have med hjem, men vi fik en fantastisk oplevelse i Saudi-Arabien,” indleder Lewis, inden han retter blikket mod Banks præstation.
“Ingen fighter eller trænerteam ønsker nogensinde at tabe, men der er ingen skam i at tabe til en fighter i verdensklasse, der stopper alle og er nummer to i verden hos WBC og WBO,” lyder det om Jacob Bank.
En spektakulær præstation
Og træneren lægger ikke skjul på, hvor stor respekt han har for den danske indsats.
“Tillykke til Jacob Bank og hans team for en spektakulær præstation. I var et niveau eller to over os,” skriver Dean Lewis.
Læs også: Promotor jubler efter overlegen Bank-sejr: “Han er blandt de bedste i verden”
Med sejren fastholdt Jacob Bank sin perfekte rekordliste på nu 20 sejre i 20 kampe – og jagten på den VM-kamp, danskeren drømmer om, fortsætter.



