Sigurd Rømer dominerede i stor stil, da Great Danes-fighteren lørdag aften tog sejren over franske Charles Wilson ved MMA GALLA vol. 31 i Odense.
Rømer vandt klokkeklart på dommersedlerne mod franskmanden, der ellers gik ind til kampen med syv vundne kampe i træk.
Læs også: MMA GALLA vol. 31: Dyrup smadrer finsk udfordrer og tager MMA GALLA-sværvægtsbæltet
Men det var tilsyneladende ikke en præstation, der skræmmer Omar Nehad.
Burnell MMA-fighteren har i hvert fald kaldt Rømer ud i et opslag på sine sociale medier.
“Tillykke med sejren. Nu er det på tide, du møder en rigtig modstander,” skriver Omar Nehad i selvsikker stil.
Vil mødes i Odense til august
Han foreslår en kamp den 29. august, når MMA GALLA vol. 32 rammer Odense.
“Jeg vil have dig i din hjemby,” skriver Nehad, der kækt slutter udfordringer af med:
“Mand eller mus. Let’s go.”
Udfordringen følger i kølvandet på en klar udmelding fra Sigurd Rømer før MMA GALLA vol. 31, hvor Great Danes-profilen i et interview med Fighting.dk kritiserede de amatørkæmpere, der ventede på de helt rigtige modstandere frem for at tage nogle flere kampe.
Læs også: Dansk MMA-profil om uheldig tendens i amatørmiljøet: “Luk røven og kom i gang”
Rømer og Nehad har tidligere forhandlet om en kamp — uden at det lykkedes at finde en aftale.. Ifølge Fighting.dks oplysninger var begge parter interesserede i kampen, men de kunne ikke blive enige om vægtgrænsen.
Uenigheden skulle have været, at Rømer ville kæmpe i catchweight (op til 75 kilo), mens Nehad holdt fast i en kamp i weltervægt (77 kilo).



